x

#MakeChesterProud – hjælp og søg hjælp

#MakeChesterProud – hjælp og søg hjælp

Linkin Park-frontmanden Chester Benningtons selvmord har affødt en lang række reaktioner fra både fans, kollegaer, venner og familie. Hovedsageligt har det drejet sig om, at man skal hjælpe folk omkring sig, hvis man har en fornemmelse af, at de føler sig særligt nedtrykte. Nu melder Benningtons egen søn sig på banen. Han opfordrer folk til at søge hjælp - og ikke mindst til at hjælpe andre.

National Suicide Prevention Week bliver markeret fra den 10. september til den 16. september, og i den anledning har Chester Benningtons søn, Draven Bennington, indspillet en kort video, hvor han opfordrer folk til at søge hjælp, hvis de føler sig deprimerede.

”Jeg vil gerne love, at jeg vil tale med nogen, før jeg gør skade på mig selv, når jeg føler mig deprimeret eller trist, eller jeg går igennem en hård uge, måned eller år,” siger han i videoen. ”Og jeg vil gerne udfordre dig til at gøre det samme. Til at hjælpe dig selv, i stedet for at skade dig selv”.

Artiklen fortsætter under videoen.

Det kan virke en kende absurd at tale om, at der kan udledes noget positivt af et selvmord. Men faktisk er Draven Benningtons video netop et eksempel på dette; at der bliver gjort op med tabuet, og at vi alle bliver bedre til at tale om psykiske lidelser.

Med videoen følger Draven Bennington en række musikerkollegaer og pårørende, der som følge af Chester Benningtons selvmord har talt ud om det svære og komplekse emne.

Benningtons enke delte eksempelvis et billede på twitter af sin storsmilende mand med teksten: ”Det her var kun dage før min mand tog sig eget liv. Selvmordstankerne var der, selvom du ikke kan se dem #fuckdepression”. Også Foo Fighters, herunder forsanger Dave Grohl, der også mistede sin tidligere bandkammerat Kurt Cobain til selvmord, har om både Bennington og Chris Cornells selvmord udtalt, at ”hvis det ser ud som om, at én du kender er nede, helt nede, så hold øje med dem.”

Artiklen fortsætter under billedet.

For nyligt har andre musikere også brudt tabuer og talt ud om mentale problemer uden nogen forbindelse til hverken Bennington eller Cornells selvmord. Blandt andet har ”Nothing Compares 2U”-sangerinden Sinéad O’Connor gæstet Dr. Phil, hvor hun lukker op omkring sin mangeårige historie med psykiske lidelser og selvmordstanker. Hun fortæller om sit særdeles anstrengte forhold til sin nu afdøde mor, og at hun har forsøgt at begå selvmord syv gange på et år.

Også Tegan Quin fra søsterduoen Tegan and Sara har netop delt sine tanker om mentale problemer til magasinet NME: ”Det er ikke en svaghed at indrømme, at du har brug for en hjælpende hånd gennem mørket”.

I GAFFAs julinummer satte vi også fokus på musik og sorg i kølvandet på Chris Cornells selvmord, hvor Jonas Erboe skrev:

”Alle mennesker kan føle sig fanget i mørket, og alle mennesker kan opleve flygtige tanker om ikke at gide mere. Men det farlige er at nære disse impulser ved at holde dem for sig selv og ikke dele dem med andre.”

Rådet fra Psykiatrifondens chefpsykolog Michael Danielsen, lød:

”Stå ved dine følelser og del dem med andre. Gå ikke med dem selv. Det er vigtigt at få kanaliseret følelserne ud i virkeligheden og få snakket med nogle mennesker om det.”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA