x

The Royal Highness går i opløsning

The Royal Highness går i opløsning

De danske rockere i The Royal Highness udgiver midnat tirsdag den 8. januar albummet “Ce N'est Pas Un Album”, som kan downloades gratis fra deres hjemmeside. Samtidig har bandet besluttet at opløse bandet og sige tak for denne gang.

Det nye album består af otte sange spredt ud over 35 minutter, og ligesom bandets første udgivelse "Un Collection De Demos Miserable" har bandet indspillet det hele live, og uden nogen produktionsmæssige dikkedarer.

Bassist Thomas Broge-Starck siger om udgivelsen og opløsningen af bandet:

“Der er jo ikke tale om at hive stikket ud. Det drejer sig sådan set mere om at flytte det over i en anden forstærker. Vi har alle fire et enormt kreativt output i de bands, der er opstået både uden for og inden for murene i The Royal Highness, og det vil vi hellere fokusere på nu. Vi slutter af på en god måde med en fed USA-tur og med indspilninger af de sidste sange vi har skrevet sammen, og vi er meget stolte af det, vi har gjort med The Royal Highness de sidste tre år”.

“Ce N'est Pas Un Album” kan downloades fra www.theroyalhighness.com fra tirsdag d. 8/1 2008 kl 23:59.

Og altså er medlemmerne af bandet altså aktive i nye konstellationer. Thomas Broge-Starck (bas) har startet det halv-elektroniske støjrockband Saint Augustine, som i øjeblikket indspiller demoer. Lasse Jonsson (guitar) er forsanger i The Hors D’Oeuvres, som inden for ganske kort tid udgiver sit andet udspil. Begge disse projekter kan allerede nu tjekkes ud på MySpace (se nedenfor). Dennis Kasten (vokal) vil hellige sig sine mere folk og country-agtige kompositioner, og vil sammen med Mads Valther (trommer) skrive sange til det projekt over de næste måneder.

Besøg The Hors D'Oeuvres på MySpace

Besøg Saint Augustine på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA