Nyhed

The Shins-medlem for retten i dag

Indiebandets keyboardspiller Marty Crandall i sag om partnervold

Keyboardspilleren Marty Crandall fra indierockgruppen The Shins og hans kæreste Elyse Sewell, kendt fra tv-showet "America's Next Top Model", møder begge op i retten i dag, skriver nme.

Begge blev fængslet fredag, efter et sammenstød på et hotel i Sacramento, hvor personalet valgte at tilkalde politiet, men er nu løsladt.

Offentligheden fik kendskab til sagen, efter at Sewell på nettet postede et billede af en skrammet arm, hævdende skaderne stammede fra sammenstøddet med Crandall.


I går forsikrede hun i en post på sin hjemmeside om, at hun havde det meget bedre, mens The Shins pladeselskab Sub Pop nøjedes med at udsende en opfordring til at respektere de impliceredes privatliv.

The Shins, som blev dannet i 1997, udsendte sidste år deres tredje album, "Wincing the Night Away" med blandt andet sangen "Red Rabbit" og linien ”I might just give the old dark side a try”, hvilket kan siges at være, hvad keyboardspilleren gjorde fredag.

At et turbulent privatliv langtfra altid er dårligt for karrieren, er branchen fuld af eksempler på. Senest er salget af Britney Spears seneste single "Piece of Me" steget markant efter de seneste dages veldokumenterede begivenheder i stjernens privatliv.


ANNONCE