Nyhed

Nyt udspil fra Noel Gallagher’s High Flying Birds

GAFFA.dk - Alt om musik

Tidligere Oasis-guitarist Noel Gallagher er klar med et tredje album fra soloprojektet Noel Gallagher’s High Flying Birds. Pladen hedder ”Who Built the Moon?” og skydes af sted den 24. november.

På ”Who Built the Moon?” optræder Paul Weller og Johnny Marr som gæstesolister. De to rutinerede herrer kendes bedst fra henholdsvis The Jam og The Smiths. Selve albummet er dog udviklet i samarbejde med dj og komponist David Holmes, og lyden beskrives ifølge NME som fransk psykedelisk pop, men også med strejf af elektro, soul, rock, disco og dance.

”Publikum bliver ret overraskede. Jeg tror, de elsker Noel og er desperate efter, at han laver et stort, modigt, up-tempo monster ud af det her album – meget af Noels musik er ret middel-tempo. Denne her er sjov,” udtaler Holmes.


(artiklen fortsætter under videoen)

Noel Gallagher’s High Flying Birds debuterede i 2011 med et selvbetitlet album og udgav i 2015 pladen ”Chasing Yesterday”. Bandets seneste koncert i Danmark foregik i DR Koncerthuset i august 2016, hvor GAFFAs anmelder gav dem fem stjerner og kommentaren: ”Det var en koncert, hvor Noel og bandet spillede og lød perfekte, og hvor stemningen næsten kogte over, og publikum fik, hvad de kom efter.”


Gruppens nu tredje pladeudgivelse ledsagelses af en turné til foråret 2018, men Gallagher og hans højtflyvende fugle lægger desværre ikke ruten forbi Danmark i denne omgang.

Trackliste:

1. Fort Knox
2. Holy Mountain (Featuring Paul Weller on organ)
3. Keep On Reaching
4. It’s A Beautiful World
5. She Taught Me How To Fly
6. Be Careful What You Wish For
7. Black & White Sunshine
8. Interlude (Wednesday Part 1)
9. If Love Is The Law (Featuring Johnny Marr on harmonica)
10. The Man Who Built The Moon
11. End Credits (Wednesday Part 2)


Bonus track:
Dead In The Water (Live at RTÉ 2FM Studios, Dublin)

ANNONCE