x

Radiohead ind på en syvendeplads

Radiohead ind på en syvendeplads

Så blev Kim Larsen & Kjukken og deres "En Lille Pose Støj" endelig vippet af pinden efter adskillige uger på førstepladsen af den officielle danske salgsliste. I denne uge byttede den nemlig plads med sidste uges andenplads, Natasjas posthume hitalbum "I Danmark Er Jeg Født".

Hvad der er nok så interessant, er imidlertid, at Radioheads (billedet) "In Rainbows", der er ny på listen, er kommet ind så højt som på en syvendeplads. Interessant er det, fordi pladen – med megen medieomtale til følge – ellers har kunnet downloades gratis i flere måneder, ud fra en devise om, at lytterne selv måtte betale, hvad de synes musikken var værd.

Radioheads valg af denne utraditionelle var en måde at udfordre pladselskaberne og et opgør med traditonelle opfattelser af forholdet mellem musik og marked. Man kan således sige, at albummets høje placering på salgslisten i sig selv er et indlæg i debatten, idet den beviser, at strategien med gratis download ikke var det rene vanvid ud fra en økonomisk betragtning, sådan som man måske kunne fristes til at antage.

Ellers er der ikke meget nyt på hitlisten i forhold til sidste uge. TV-2's seneste album er tilbage på tredjepladsen efter et dyk i sidste uge, mens Lis Sørensens opsamlingsplade holder sin fjerdeplads.

Flere har i den forløbne uge følt trang til at lytte til Lene Siels "Great Moments", der er steget fra plads nummer 54 til nummer 31 på listen. Også Flemming Bamse Jørgensens "Love Me Tender" har oplevet stigende efterspørgsel og ligger i denne uge nummer 24 mod sidste uges placering som nummer 46.

Og mens Bruce Springsteen & The E Street Bands "Magic" ligger uforandret på plads nummer 21, har Britney Spears' seneste plade, "Blackout", trods aktuelle skandalehistorier – ellers måske netop på grund af disse – foretaget et markant spring fra nummer 67 til 34.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA