x

Her er weekendens bedste koncerter

Her er weekendens bedste koncerter

Weekenden ligger lige om hjørnet, og i den anledning har GAFFA sammensat vores traditionelle guide for, hvilke koncerter du stadig kan nå at komme med til og ikke bør gå glip af de næste dage.

TORSDAG DEN 28. SEPTEMBER

København

John Legend, Royal Arena

John Legend er både multi-platinsælgende kunstner og har vundet såvel en Oscar og en Golden Globe som hele 10 Grammyer. Han brød igennem i 2004 med debutalbummet "Get Lifted" og turnerer nu med sit seneste album "Darkness and Light" fra 2016. Selvom Legends to seneste album har fået halvlunkne anmeldelser af GAFFA, så scorede han højt, sidst han blev anmeldt af GAFFA, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fem stjerner. Så forhåbentlig overgår hans live-optræden endnu engang hans albumpræstation.

 

Aarhus

Newbees Festival, Studenterhus Aarhus (fortsætter fredag)

Det er tiende år i træk, at cremen af dansk, upcoming musik får mulighed for at vise sig frem foran et større publikum i Aarhus. Der kommer til at være 10 optrædende bands i løbet af de to dage, festivalen finder sted. Blandt de optrædende er Moses: ”Andreas”, der spiller elektronisk funderet r&b-pop, Stonebird med et sammenvæv af 70’er rock og blues og Junglelyd, der spiller eksperimenterende dansemusik. Ivan Martinez udgør festivalens ene singer/songwriter element, mens Nicklas Sahl udgør det anden. Duoen mono mono leverer elektronisk drømmepop, og intime rejsefortællinger bliver forenet med skæv rock af Rainbrother, mens Spring & I blander deres egen nordiske lyd med elektroniske beats. Den selverklærede akademiske hovskisnovski kommer fra Sjakket, der kombinerer cumbia, balkan og hiphop, og den tropiske bas kommer fra hiphop/trap-duoen Ravi Kumar.

 

Aalborg

Irah, Studenterhuset (turnéstart, spiller også på Radar i Aarhus 29. september)

Den danske synth-popduo Irah, alias sangerinde Stine Grøn og keyboardspiller Adi Zukanovic, gjorde sig positivt bemærket, da de spillede på Spot sidste år. Igen i år gæstede de festivalen, hvor de var helt oppe og få seks stjerner af GAFFAs anmelder under titlen ”Kuldegysende dream pop i særklasse”. Opsummerende skriver anmelderen: "Alt i alt en intens, smuk, velspillet, vellydende, medrivende, kuldegysfremkalende seance. Mere kan man ikke forvente sig."

 

Odense

Peppermint B, Posten (spiller også på HeadQuarters i Aarhus 29. september og Von Hatten i Randers 30. september)

Hovedmanden bag den københavnske kvartet, Peppermint B, er Steffen Westmark fra rockbandet The Blue Van. Den stærke og legende vokal er i centrum, imens de musikalske arrangementer trækker på elementer fra 90’ernes indierock/dreampop-scener med et snert af psych og endda lidt bossanova. Peppermint B udgav tidligere i år albummet "Head Perfume", som GAFFAs anmelder gav fem stjerner med følgende beskrivelse: "Et helstøbt album med styr på referencer, sangskrivning og produktion.” Herudover spillede kvartetten på up and coming-festivalen Oppenheimer tidligere denne måned i Aarhus, hvor de igen fik fem stjerner af GAFFAs anmelder.

 

Slagelse

Kira Skov og Nikolaj Hess, Badeanstalten (spiller også 29. september i Gjethuset i Frederiksværk samt 30. september og 1. oktober i DR Koncerhuset, koncerten den 30. september er dog udsolgt)

Sangerinden og sangskriveren Kira Skov og pianisten Nikolaj Hess har samarbejdet i flere forskellige sammenhænge, og de har været på Danmarksturné som duo siden begyndelsen af september. Duoen spiller en intim koncert, der byder på en blanding af egne kompositioner og udvalgte klassikere fra blandt andre Leonard Cohen, Johnny Cash, Nina Simone, Bob Dylan og Billie Holiday. Det er Kiras første turné efter hendes mand Nicolai Munch-Hansens tragiske død i februar. Du kan læse mere om Kiras tanker om at spille sig gennem sorgen i GAFFAs interview med kunstneren, og da duoen spillede i Pavillionen på Grenaa tidligere denne måned, fik de fem stjerner af GAFFAs anmelder.

 

FREDAG DEN 29. SEPTEMBER 

Aarhus

Aarhus Reggae Festival, VoxHall (fortsætter lørdag) 

Den årlige reggaefestival er igen klar til to dages fest i Aarhus, og traditionen tro vil det byde på masser af jamaicansk musik, kunst, kultur og mad. Første dag vil have fokus på dancehallmusikkens historie, hvor hensigten er at genskabe energien, stemningen og følelsen af ​​den autentiske jamaicanske dancehall-vibe fra begyndelsen af ​​70'erne. Navne som Mwakenya, Hiya Flames, Lappa Luma, Papa Dee og Norris Man vil hjælpe publikum gennem lektionen backet af forskellige dj's. Dagen efter skifter fokus udelukkende på roots reggae-musikken og byder på liveoptræden med navne som Omar Perry (søn af den legendariske reggaeproducer Lee "Scratch" Perry), Teacha Dee, Donna Marie, Lirical D Mirical og Jessica – alle backet af det energiske live band Splif Click Crew.

 

Benal, Train

Benal alias rapperen Benjamin Hav og produceren Magnus Albert Wansche blev årets modtager af P3 Prisen på 100.000 kroner. Benal blev kaldt ”en musikalsk bastard, der bygger bro mellem hiphop og elektronisk musik og leverer pumpende poesi til krop, hjerne og hjerte”, en duo med et ”tårnhøjt niveau” og ”med langtidsholdbare tekster og musik, man kan vende tilbage til og gå på opdagelse i igen og igen. Der er noget her, der sætter os fri – og det står lige der.” Koncerten på Vega den 30. september er udsolgt, men der er stadig ledige billetter til koncerten på Train aftenen før. Gå ikke glip af denne mulighed til at opleve prisvinderne, der med sin sidste albumudgivelse scorede fem stjerner af GAFFAs anmelder.

 

Køge

Wangel, Tapperiet (spiller også på Stars i Vordingborg 30. september) 

Peter Wangel giver kærligheden videre, når han turnéer med sit andet album Reasons, hvor han med elektroniske beats og sprøde synths blandt andet behandler de spørgsmål, der trænger sig på, når han som bipolar skal være far. Det handler om at give noget videre, både kærligheden og måske den psykiske sygdom. Trods de tre stjerner, som Wangel fik for deres koncert på Spot Festival tidligere i år, skriver GAFFAs anmelder: ”Der er ingen tvivl om, at Wangels vokal er det bærende element i projektet, og den kom da også til sin ret i glimt gennem det korte koncertformat. Specielt debutsinglen Seoul fra 2015 fremstod intakt som det lille mesterværk, det er.”

 

LØRDAG DEN 30. SEPTEMBER

København

Copenhagen Guitar Show (fortsætter søndag)

Når Østerbrohuset i København åbner sine døre for Copehagen Guitar Show, kommer der begge dage til at være mulighed for at møde nogle af de allerdygtigste danske og internationale musikere helt tæt på, når de giver musikalske clinics og inspirerer med tips, tricks og fortæller anekdoter fra deres karrierer. De to største navne til showet er Gus G, som er tidligere leadguitarist for Ozzy Osbourne, og Ron ”Bumblefoot” Thal, som har været guitarist i Guns N’ Roses, der begge giver unikke musikalske clinics, hvor de inspirerer med tips, tricks og anekdoter fra deres karrierer. Derudover byder programmet også på blandt andet et Fender Talkshow og en Helix Yamaha masterclass.

 

Odense

Communions, Posten

Den københavnske post-punkkvartet udgav tidligere i år deres debutalbum Blue og har siden turneret igennem Europa og Japan. Nu vender de hjem til Danmark, hvor de spiller fire koncerter på henholdsvis Posten, Pumpehuset, Studenterhuset Aalborg og VoxHall. Bandet blev startet af brødrene Martin og Mads Rehof, og beder du dem selv beskrive deres musik, svarer de: "Det er drømmende, og "Blue" har en blanding af melankoli og noget hårdtslående. Vi tænker ikke så meget over, hvordan vi former vores lyd. Det handler mere om melodierne." Communions spillede på Spot Festival tidligere i år, og fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, der har set dem spille ”fremragende” ved andre lejligheder.

 

Koncerter, vi ville have anbefalet, hvis de ikke var udsolgt:

29/9 Smerz, Tape

29/9 J. Cole, Tap1

29/9 Paradise Lost, Pumpehuset

30/9 Benal, Vega

30/9 Diana Krall, Operaen, København

30/9 Strawberry Slaughterhouse, Huset, Hansen

30/9 Slowdive, DR Koncerthuset


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA