Nyhed

AndyOp klar med debut

Den samfundskritiske rapper debuterer i denne måned

AndyOp har længe boblet i undergrunden, men retter nu skytset mod den brede befolkning. Med en vision om at skabe et alternativ til den efter hans opfattelse overfladiske rapmusik, der dominerer hitlisterne i øjeblikket, blæser han til hiphop-kulturkamp på debutalbummet "Nærmest Perfekt", som udkommer 14. januar.

Andyops samfundskritiske meninger blev senest luftet i nummeret ”2 mod Fogh”, der vandt P3’s Valg-Grand Prix og havde Villy Søvndal med på gæstevokal. Det sociale engagement skinner også igennem i foredragsrækken ”The Message”, som AndyOp har rejst landet rundt med i løbet af 2007.

"Nærmest Perfekt" er da også, hvad man kunne kalde protestrap, men AndyOp giver desuden plads til personlige beretninger om livets op- og nedture. Mens ”Begynderheld” og ”Ét liv” runger af optimisme, beskriver ”Anklaget”, hvad der må siges at være enhver mands mareridt: en falsk anklage om et seksuelt overgreb på en mindreårig pige.

Albummet er produceret af Bach & Hagh og indeholder beats fra Face It (Madness 4 Real), Es og Fantomet. Blandt de gæsteoptrædende finder man Søren Strøm, Kasper Spez, Claude, Zaki og den unge, snart albumdebuterende singer/songwriter Annika Aakjær.


Besøg AndyOps hjemmeside

ANNONCE