x

Led Zeppelin skal diskutere turné

Led Zeppelin skal diskutere turné

Man kan vel nærmest klassificere historien om Led Zeppelins eventuelt kommende verdensturné som rygtet, der simpelthen ikke vil dø.

Men en af grundene er, at gruppens medlemmer bliver ved med at komme med udtalelser, der hælder benzin på gisningsbålet.

Senest er det bassisten John Paul Jones, der har udtalt sig til Rolling Stone:

"Der er et bandmøde i januar. Det kunne være sjovt at lave flere ting".

Led Zeppelin gav 10. december koncert i O2 Arena i London, en koncert, der efterfølgende i engelske medier er blevet beskrevet som årets begivenhed.

Men allerede da bandet annoncerede deres midlertidige gendannelse i september, begyndte rygterne om en længerevarende turné, og måske kan vi så endelig i denne måned få en endelig afklaring på historien, når de tre originale medlemmer har stukket hovederne sammen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA