Nyhed

Sexdryppende soulstjerne til Danmark

GAFFA.dk - Alt om musik

Den amerikanske soul- og R&B-sanger D’Angelo giver koncert i DR Koncerthuset i København den 17. marts 2018 klokken 21. Det sker i forbindelse med turnéen ”D’Tour – D’Angel”.

D’Angelo med det borgerlige navn Michael Eugene Archer lader ofte sine fans vente på sig – både i forbindelse med koncerter og albumudgivelser. Nu giver han dog igen koncert på dansk jord, men om han vil optræde med sit bagkatalog, eller om der er nyt materiale på vej, vides endnu ikke.

14 års ventetid


Soulstjernens debutalbum, Brown Sugar, udkom i 1995 og blev efterfulgt af albummet Voodoo i 2000. Efter hele 14 års ventetid udkom det nyligste studiealbum Black Messiah i 2014. Måske er det dermed lige tidligt nok for R&B-stjernen at udgive nye sange – men who knows?

Black Messiah har klare referencer til blandt andre Prince, Sly & The Family Stone og George Clinton. Her fik man en mere rå, rocket og funket D’Angelo, end det oplevedes på de to første album. Hos GAFFA fik Black Messiah hele 5 stjerner med kommentaren:

”Sammen med bandet The Vanguard byder D'Angelo på svedig funk, sexet soul og cool r&b – alt sammen pakket ind i et tæppe af velproduceret lyd, der ikke lyder af hverken for meget eller for lidt. Det er superstramt og helt laid back på samme tid.”


Artiklen fortsætter efter Black Messiah

”Sex-dryppende og falset-himmelsk”


I 2015 spille D’Angelo en 3-stjerners koncert i Falconer Salen. GAFFAs anmelder, Per Bloch, kritiserede især den lange ventetid, der både var inden koncerten og under showet i forbindelse med stjernens mange kostumeskift.

”Det er kun en halvfyldt sal, der får hans sex-dryppende og falset-himmelske hit "Untitled (How Does It Feel)" at høre. Det var ellers ventetiden værd,” konkluderer Bloch.

Til koncerten i 2018 har D’Angelo et skarpt band, som tæller blandt andre Pino Palladino på bas, Jesse Johnson på guitar, Isaiah Sharkey på guitar og Karriem Riggins på trommer. Og forhåbentlig lader D’Angelo ikke sine fans vente helt så længe denne gang – hverken på nye sange eller på, at koncerten går i gang.


Billetterne sælges fra fredag den 20. oktober klokken 10 via DR Koncerthusets hjemmeside.

ANNONCE