Nyhed

Kritisk film om musikbranchen får premiere fredag

Den danske spillefilm ”Remix” tager fat på nogle af musikbranchens mindre heldige sider

På fredag får den danske spillefilm ”Remix” premiere over hele landet. Filmen tager udgangspunkt i den problematik, der er omkring reality-stjernefænomenet, som når unge mennesker for eksempel bliver forvandlet fra gymnasieelever til popstjerner fra den ene dag til den anden.

”Remix” handler om den 16 årige Ruben, der får chancen for at blive en berømt og kendt musikstjerne.

Hvad Ruben dog ikke er klar over, er at han har stukket hånden ind i en ubanhjertig mediemaskine, og i filmen følger publikum så Ruben og hans manager på den hårde vej til succes.


Ifølge en pressemeddelelse fra filmselskabet, er det spørgsmål som disse, der har skabt udgangspunktet for filmen:

"Popstar Jon, Razz, Christian og dem fra reality-programmerne. Hvad sker der med dem? Hvorfor tager Robert Hansen narkotika? Hvorfor klipper Britney Spears sig skaldet, bryder sammen og mister kontrollen over sit liv? Hvorfor bliver Robbie Williams indlagt til afvænning for alkohol og stoffer?"

Filmens historie er inspireret af de virkelige begivenheder, der udspillede sig omkring Jon Nørgaards oplevelser med berømmelsen og den nedtur, der fulgte efter, at han vandt TV-programmet ”Popstars”.


Disse begivenheder har tidligere været behandlet i dokumentarfilmen ”Solo”, men bruges altså her som springbræt til at fortælle en historie i spillefilmsformat.

”Remix” er instrueret af Martin Hagbjer, der ligeledes har skrevet manuskriptet sammen med Anders Valbro, der også er sangskriver og guitarist i Dodo And The Dodos.

I hovedrollerne ses Micky Skeel Hansen, Camilla Bendix, Jacob Cedergren og Sofie Lassen-Kahlke.


Se Rubens pladeselskabs (og filmens) hjemmeside


ANNONCE