Støttearrangement for sindslidende med Thomas Helmig, Allan Olsen, Tina Dickow og Thomas Buttenschøn
Mandag den 4. februar har foreningen Sindslidendes Vilkår Danmarkspremiere på støttearrangementet Mind The Music.
Til arrangementet vil Sebastian Dorset fungere som konferencier, og Thomas Helmig, Allan Olsen, Tina Dickow og Thomas Buttenschøn vil optræde til fordel for Sindslidendes Vilkårs sociale arbejde.
Det er den østjyske, frivillige sociale hjælpeorganisation Sindslidendes Vilkår, der den 4. februar sætter fokus på levevilkårene for de sindslidende i Danmark.
Ved støttearrangementet målrettet søger foreningen at skabe mere stabilitet og tryghed i Sindslidendes Vilkårs sociale arbejde for mennesker med sindslidelser. Sindslidendes Vilkår har allieret sig med Train, der i den gode sags tjeneste lægger hus til Mind The Music.
Østjyske psykiatribrugere og pårørende vil fra middagstid åbne dørene til en stor kunstudstilling på loungebaren Kupé, hvor også receptionen af Mind The Music vil finde sted, og hvor politikere, erhvervslivet, samarbejdspartnere og pressen er inviteret.
Om aftenen slås dørene op for en helt unik og eksklusiv støttekoncert, hvor alle kunstnerne optræder akustisk og solo, og hvor det vil vrimle med flittige frivillige på jagt efter andre århusianere, som vil melde sig som frivillige i organisationen.
Mind The Music finder sted mandag den 4. februar på Train i Århus.