x

Trivium gæster igen Danmark

Trivium gæster igen Danmark

Det rutinerede metalband Trivium vender tilbage til Danmark, når de den 22. marts 2018 går på scenen i Pumpehuset i København.

Vi skal ikke længere tilbage end foråret, da det Florida-baserede metalband spillede to anmelderroste koncerter i både Aarhus og København. Herudover gæstede de sidste års Copenhell, hvor de spillede et brag af en koncert til fem stjerner af GAFFAs anmelder.

”Copenhell har for vane at levere mindst en overraskelse, hvor man bliver tvunget til at æde sin gamle hat og tænke: "Det var lige godt satans". Down gjorde det i 2014, Kreator gjorde det sidste år. Denne gang var det Triviums tur. Uden sammenligning årets bedste koncert indtil nu,” skriver anmelderen.

LÆS OGSÅ: Copenhell offentliggør de 16 første metaldrøn

Trivium blev dannet i 1999 og har siden positioneret sig markant på metalscenen. De fik deres gennembrud i 2005 med albummet Ascendancy, som skaffede dem prisen ”Album of the Year” af det britiske rockmagasin Kerrang. Metalbandet har til sammen udgivet otte studiealbum, og de har udforsket en lang række aspekter i metalmusikken, blandt andet metalcore, thrash, power metal og hardrock.

Om det seneste album The Sin and the Sentence udtaler forsanger Matt Heafy:

”Da vi gik i studiet for at indspille denne plade, sagde vi, at det skulle være den bedste, vi nogensinde har lavet. Hvis ikke, hvad er så pointen, hvordan kan vi overleve, hvis vi ikke laver vores bedste plade nogensinde, og heldigvis, efter vores mening, gjorde vi det.”

Vi krydser fingre for, at gruppen medbringer dette niveau af selvtillid og ambitioner til Pumpehuset næste år og spiller deres bedste koncert nogensinde. Billetsalget starter fredag den 10. november klokken 10.

LÆS OGSÅ: Interview med albumaktuelle Jesper Binzer


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA