Nyhed

Pete Doherty skal hjælpe bundklub

KFC Uerdingen har bedt den engelske sangskriver om hjælp til at promovere klubben

Efter at have haft en storhedstid i 80'erne under navnet Bayer Uerdingen er det gået støt ned ad bakke for klubben, hvor både Brian Laudrup og Oliver Bierhoff har spillet.

Efter en tvangsnedrykning befinder Krefelder Fussball-Club Uerdingen sig lige nu i Tysklands fjerdebedste række, og i hvad der bedst kan beskrives som et desperat råb om hjælp har klubben nu henvendt sig til Pete Doherty fra Babyshambles i et forsøg på at få løst klubbens økonomiske problemer.

Folkene bag KFC Uerdingen håber, at en kobling mellem dem og Doherty vil øge salget af billetter til hjemmekampene, og valget af Doherty som protektor er ikke tilfældigt.


Dohertys far var nemlig i en periode udstationeret på en militærbase nær Krefeld, og ganske naturligt fulgte den unge Pete i samme periode den lokale fodboldklub.

Dohertys manager bekræfter over for NME, at der er kommet en henvendelse fra klubben, der gerne så, at Doherty kom på besøg, når Babyshambles næste gang gæster området, hvilket sangeren ikke er afvisende overfor.

I en semirelateret nyhed hævder den sensationlystne avis News Of The World, at Pete Doherty har gjort Manchester United-manageren Sir Alex Fergusons guddatter gravid.


Avisen hævder, at den 20-årige Laura McLaughlin er tre måneder henne og tilmed var jomfru før mødet med Doherty. Sangeren selv siger dog gennem en talmand til avisen, at han ikke aner, hvem pigen er.

Men selvom Pete Doherty her forbindes med både KFC Uerdingen og Manchester United, så er det faktisk klubben Queens Park Rangers, Doherty selv fremhæver som sin yndlingsklub.

ANNONCE