x

Vasketøj på Vega

Vasketøj på Vega

Den 23. marts kan man opleve et usædvanligt arrangement på Store Vega i København, nemlig "Music For Dreams - The Laundry Party" sat i værk af DJ’en og pladeselskabschefen Kenneth Bager, der gennem tiden har organiseret en lang række bemærkelsesværdige klubarrangementer såsom Coma i København i 1988.

"The Laundry Party" er Bagers bud på, hvordan klubscenen kommer til at se ud anno 2005, og det byder på et totalarrangement, hvor lyd, lys, visuelle effekter, vaskemaskiner, vaskebrædder og drags klædt ud som husmødre (!) går op i en højere enhed.

Livemusikken leveres af Gotan Project, der kombinerer traditionel tango med moderne elektroniske rytmer og spansk vokal, Bliss, der spiller stemningsfuld chillout-musik, og Banzai Republic, der kombinerer world music med city-dub og funk. Derudover vil der være VJs, og naturligvis stiller Kenneth Bager også selv op bag pladetallerknerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA