x

Roxy Music udsender dvd

Roxy Music udsender dvd

Til februar udsender Roxy Music en dvd, der dokumenterer gruppens karriere fra en koncert i London i 1972 på Royal College Of Art over den sidste filmede optræden sammen med Brian Eno på Golden Rose Festival i 1973 til en koncert i Frankrig i sommeren 1982.

Bandet blev dannet i 1971 af Bryan Ferry, der samlede et band bestående af Phil Manzanera, Andy Mackay, Paul Thompson, Graham Simpson og Brian Eno, der sammen udsendte albummet "Roxy Music" i 1972.

Eno forlod gruppen det følgende år efter at have bidraget til albummet "For Your Pleasure" og efterfølgende udsendte bandet seks plader, hvoraf tre gik nummer et i England og genererede hits som "Love Is The Drug" og "Dance Away".

Den kommende dvd har fået titlen "The Thrill Of It All: A Visual History 1972-1982" og indeholder ud over liveoptagelser fra koncerter og tv-shows desuden musikvideoer til sangene "Angel Eyes", "Trash", "Same Old Scene", "Jealous Guy", "More Than This", "Avalon" og "The Main Thing".

"The Thrill Of It All: A Visual History 1972-1982" udsendes 5. februar.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA