Nyhed

Jean Michel Jarre giver intime koncerter

Til april spiller den franske electronica-pioner koncerter i både København og Skive

Sidst Jean Michel Jarre optrådte i Danmark var i 2002, hvor op mod 50.000 havde købt billet til koncerten AERO, som foregik blandt vindmøller på Gammel Vrå Enge nord for Aalborg.

Men denne gang er der hverken regn eller mudder i sigte, da Jarre har valgt at lægge to danske koncerter i noget mere intime omgivelser.

Den franske electronica-musiker, der albumdebuterede i 1972 og siden blandt andet har haft stor succes med pladerne "Oxygene", "Rendez-Vous" og "Revolutions", dukker nemlig op i både Falconer Salen i København og Kulturcenter Limfjord i Skive til april.


Jean Michel Jarre er ellers primært kendt for at give store spektakulære koncerter som i Houston i 1986, hvor han spillede for 1,5 million mennesker eller koncerten ved pyramiderne i Egypten ved årtusindskiftet.

Men i forbindelse med en genudgivelse af gennembrudsalbummet "Oxygene" fra 1977 har den franske synthesizerstjerne valgt at lave en række totalopførelser af pladen, hvilket er, hvad man vil kunne opleve til de to danske koncerter. Og for at opnå den rette lyd medbringer Jean Michels Jarre de oprindelige analoge synthesizers, der blev brugt til indspilningerne til pladen.

Jean Michel Jarre kan opleves live 1. april i Falconer Salen i København og 10. april i Kulturcenter Limfjord i Skive.


Billetsalget starter mandag 28. januar klokken 10 på Billetnet (70 15 65 65) eller www.billetnet.dk.

ANNONCE