x

Deep Purple til Danmark

Deep Purple til Danmark

De aldrende tung-rock-veteraner i Deep Purple har gennem det meste af deres karriere haft for vane at besøge Danmark med jævne mellemrum, ja faktisk var det efter en koncert i Kolding i 1968, at bandet Roundabout skiftede navn til Deep Purple.

Heller ikke i år skal danskerne snydes for en Deep Purple-koncert, og ”The Loudest Band Alive”, som bandet engang blev tituleret af Guiness' Rekordbog, spiller i København den 6. august og i Odense den 10. august.

Bandet har de sidste år optrådt på Jelling Festival (2007), i KB Hallen (2006) i Ringsted (2004 ) og på Skanderborg Festival (2004). Sidste år udgav Deep Purple da også live-pladen ”Live In Denmark 1972”. Så bandet må være glade for deres danske fans og omvendt.

Deep Purple spiller i KB Hallen den 6. august og i Odense den 10. august.

Hvor i Odense koncerten vil blive afholdt, er endnu ikke offentliggjort.

Billetterne sættes til salg den 28. januar via Billetnet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA