x

Dansker blandt dommerne til Brit Awards

Dansker blandt dommerne til Brit Awards

En af Englands største tilbagevendende musikbegivenheder er prisuddelingen Brit Awards, der i år finder sted den 20. februar i Earls Court i London.

11.000 musikfans har købt billet til showet, der også vises på tv, og som sidste år havde et seertal på omkring seks millioner.

Brit Awards har fundet sted siden 1977, og til at vælge de nominerede i de forskellige kategorier er tusind af musikindustriens mest magtfulde og indflydelsesrige eksperter.

I år hører danske Marianne Thomsen, der er Managing Director og Producer hos Summit Production, altså ind under den kategori, hvilket gør hende til den første dansker nogenside, der har indgået i det det fornemme selskab af Brit Awards-dommere.

Marianne Thomsen har arbejdet med blandt andre Camille Jones og Tina Dickow omkring indspilning og promovering i forhold til det udenlandske marked.

I år er værterne til Brit Awards ingen ringere end de tv-vante Ozzy og Sharon Osbourne, og blandt de optrædende er Kaiser Chiefs, Kylie Minogue, Leona Lewis, Mark Ronson, Mika, Rihana og Paul McCartney.

The Klaxons optræder også til Brit Awards, og bandet har varslet et spændende og spektakulært samarbejde, som sløret først vil blive løftet for på selve aftenen.

Brit Awards blev, efter at Jarvis Cocker stormede scenen under Michael Jacksons Messias-agtige ”Earth Song”-optræden i 1996, optaget i forvejen frem for at blive vist på live-tv.

Det ændrede dog ikke på, at Chumbawambas forsanger, Danbert Nobacon, to år efter hældte vand ud over den britiske politiker John Prescott, og sidste år begyndte man igen at sende Brit Awards live.

Hvis man ikke har mulighed for at se ITV1 eller for at tage til London for at opleve showet, kan man vente til marts måned, hvor TV2 Zulu viser Brit Awards.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA