Nyhed

Lil Peeps sociale medier kommer med første opdatering efter rapperens død

GAFFA.dk – alt om musik

Lil Peeps profiler på Facebook, Instagram og Twitter er nu kommet med den første opdatering efter rapperen og sangerens død den 15. november. Lil Peep med det borgerlige navn Gustav Åhr døde af en overdosis af den angstdæmpende medicin Xanax, kun 21 år gammel.

Folk med adgang til Lil Peeps sociale medieprofiler, formodentlig hans management og/eller pårørende, skriver blandt andet:

"Peep har de mest fantastiske fans, og vi elsker jer alle. Merchandise var ikke noget, vi var klar til at udgive så tidligt, da vi fokuserede på at sørge og på at organisere en fejring af Gus' liv. Imidlertid er vi blevet overvældet af ønsker fra kærlige fans, der gerne vil støtte Gus og hans familie ved at købe lovligt merchandise. (...) Alle Peeps opdateringer på sociale medier før den 16. november vil forblive intakte. (...) Peep elskede at designe og sælge sit merchandise og ville altid hjælpe sine fans, når de spurgte om genoptryk. Vi vil fortsætte med at ære Peeps minde ved at arbejde videre, som vi tror, han ville have ønsket. Hvil i fred, Gus."


Artiklen fortsætter under opslaget

 


 

I et interview til magasinet People har Lil Peeps bror, Karl Åhr, udtalt, at dødsfaldet var et uheld og måske skyldtes en indtagelse af noget, broren ikke vidste, hvad var.

”Det var virkelig bare et uheld, han var utrolig lykkelig over, hvor han var i livet,” sagde Karl Åhr til People og fortalte videre i interviewet:


”Peep talte om, hvordan det, at være en hiphop-artist, er ligesom at være en wrestling-karakter. Man er en skuespiller. Han bliver betalt for at være ulykkelig. Det er, hvad han har bygget sit navn ovenpå.”

”Han var så stolt, når han hørte, at der var mennesker i verden, der først ville begå selvmord, men så ikke gjorde det, når de lyttede til hans musik. Han hjalp mennesker, han var ikke en, der havde behov for hjælp. Han var ikke så trist, som folk troede, at han var. Det er frustrerende for en, der kan huske en lykkelig bror,” sagde Karl Åhr til People.

Lil Peep nåede at udgive fire mixtapes og minialbummet Come Over When You're Sober (Part 1), som udkom præcis tre måneder før hans død. Mange af hans tekster kredsede om stofmisbrug og depressioner. Musikalsk inddrog han blandt andet elementer fra emo-rock i sin hiphop i et udtryk, der ofte blev omtalt som emo-hiphop.


ANNONCE