GAFFA.dk – alt om musik
Warrel Dane, sanger i det amerikanske thrash metal-band Sanctuary og tidligere vokalist i den nu hedengangne progressive metal-gruppe Nevermore er død af et hjerteanfald i Sao Paolo i Brasilien, hvor han opholdt sig for at indspille et soloalbum, skriver NME. Sangeren blev 56 år.
"Jeg gav ham hjertemassage, og vi ringede til ambulancen, som kom meget hurtigt, men da den kom, var han allerede død, siger Johnny Moraes, guitarist i Danes soloband til det brasilianske medie UOL (oversat af NME).
Moraes fortsætter: "Hans helbred var allerede meget svagt på grund af hans sukkersyge og hans alkoholproblemer. Han havde allerede en masse helbredsproblemer."
Warrel Dane havde gennemført fem års operaundervisning og var kendt for sin store vokale spændvidde. I sine unge år med Sanctuary sang han ofte i et højt leje, mens han senere med Nevermore gik ned i et dybere register.
Sanctuary udgav to album i 1988 og 1990, inden gruppen gik i opløsning i 1992. De blev dog gendannet i 2010 og udsendte yderligere to album i 2014 og 2017. Nevermore udgav syv album i årene 1995-2010, inden de gik hver til sit. Warrel Dane udgav i 2008 soloalbummet Praises to the War Machine og arbejdede som nævnt på et nyt udspil ved sin død.
Tilbage i 2010 var danske Hatesphere opvarmning for Nevermore på disses USA-turné, og Hatesphere har også skrevet mindeord på Facebook:
"Vi er ekstremt kede af at høre, at vores ven Warrel Dane fra legendariske Nevermore og Sanctuary er gået bort. Vi var på en 42-dages turné med Nevermore tilbage i 2010 og tog minder med hjem, som vi aldrig vil glemme. Warrel havde virkelig en af de bedste og mest ikoniske stemmer i metal, og han vil blive savnet smerteligt. Det er virkelig en trist dag. Vi sender vores kærlighed til hans familie og kære."
GAFFA anmelde Nevermore på Sweden Rock Festival tilbage i 2006, hvor anmelder Ulrich Wolf var begejstret. Han uddelte fem stjerner og skrev blandt andet:
"... forsanger Warrel Dane har noget så forholdsvis sjældent i denne genre som humor og en ganske ironisk distance til både sig selv og publikum. Han snakkede livligt med mængden og fik os til både at synge og growle i, nogenlunde, takt. Numrene ramte os som piskesmæld og en næsten smuk udgave af ”The Heart Collector” fik hårene til at rejse sig på armene hos selv de mest sortklædte.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Nevermore, Sweden Rock Festival, 2006
