x

Ziggy Marley giver dansk koncert

Ziggy Marley giver dansk koncert

Den Grammy-vindende reggaesanger, sangskriver, forfatter, skuespiller med mere Ziggy Marley giver koncert i Store Vega 25. juli.

Ziggy Marley er Bob Marleys næstældste biologiske barn og indledte karrieren i spidsen for Ziggy Marley & The Melody Makers med sine søskende Sharon, Cedella og Stephen. Gruppen udgav ti album i årene 1979-1999, inden Ziggy gik solo, og som solist har han til dato udgivet seks album.

Marley har i år turneret med sit seneste fuldlængdealbum, den selvbetitlede plade fra 2016, der i år modtog en Grammy for ”Best Reggae Album”, Marleys ottende Grammy. Turnéen fortsætter ind i 2017 og bringer dermed Marley til landet til sommer.

Ziggy Marley er også kendt som skuespiller i CBS-serien Hawaii 5-0, ligesom han sidste år udgav sin første kogebog ”Ziggy Marley and Family Cookbook”, inspireret af det jamaicanske køkken. I 2011 udgav han en grafisk roman med den ligefremme titel Marijuanaman, og i 2012 lancerede han Ziggy Marley Organics, som hurtigt gjorde sig bemærket inden for GMO-frie kokosnødolier og hampefrø-snacks. Desuden arbejder han med velgørenhedsarbejde, blandt andet i sin egen organisation Unlimited Resources Giving Enlightenment, der hjælper børn i især Jamaica og Ethiopien.

Det er altså en alsidig herre, som er klar til at fyre op for en reggaefest i Vega til sommer.

Billetsalget er i gang.

Varm op med "Marijuanaman" fra 2016:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA