Nyhed

De belgiske mørkemænd Warhaus tilbage til Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Det belgiske band Warhaus vender til foråret 2018 tilbage til Danmark med koncerter på Hotel Cecil (den tidligere Jazzhouse-bygning) i København 12. april og Radar i Aarhus den 13. april.

Gruppen er i studiet et enmandsband bestående af sanger og sangskriver Maarten Devoldere – også kendt som den ene forgrundsfigur i det belgiske indiepopband Balthazar – der dog har et liveband med sig rundt. Devoldere er blandt andet inspireret af markante herrestemmer som Bob Dylan, Leonard Cohen, Lou Reed og Serge Gainsbourg, og udtrykket er mørkt og melankolsk, men også melodisk og til tider dansevenligt.

LÆS OGSÅ: Interview med Warhaus: – Lou Reed er bedre end Velvet Underground


Warhaus gav i september tre koncerter i Odense, Aarhus og København, udsendte i oktober sit andet, selvbetitlede album og kommer altså tilbage til landet til foråret.

GAFFAs anmelder Morten Gottschalck anmeldte koncerten på Posten i Odense, hvor han uddelte fire stjerner og blandet andet skrev følgende:

"Siden Mr. Cohen rejste videre, har Jorden snurret omkring den flammende gasbold derude en enkelt gang. Disse to hændelser i forening har fremprovokeret denne glimrende udgivelse fra belgiske Maarten Devoldere & Co, som forsøger at videreføre arven på den flamske front. Underkastet en let opvredet orkestral behandling, og med partneren Sylvie Kreuschs lyse, luftige vokal trukket godt op, producerer Devoldere et lydbillede, som både er fyldigt, rummeligt og smaskhamrende påtaget liderligt."


LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Warhaus, Posten, september 2017

Billetsalget er i gang.

 


Varm op med "Mad World":

 

 


 
ANNONCE