x

Grant Lee Phillips på VoxHall

Grant Lee Phillips på VoxHall

I 1990'erne havde Grant Lee Buffalo stor succes med deres americana-inspirerede lyd, der ofte indebar elementer af gammeldags country-musik, før det blev moderne. Ligesom bandet også taklede sociale og politsike emner i deres tekster.

Da Grant Lee Buffalos debut-plade udkom i 1993, udråbte selveste Michael Stipe den til at være årets bedste album, og bandet turnerede efterfølgende med 90'er koryfæer som R.E.M, Pearl Jam og Smashing Pumpkins.

I 2000 indledte Grant Lee Phillips en solo-karriere, og har indtil videre udsendt fem plader i eget navn, hvoraf den seneste er sidste års ”Strangelet”, der var inspireret af John Lennon og Marc Bolan.

GAFFAs anmelder havde blandt andet følgende kommentarer til ”Strangelet”:

”Heldigvis er der ikke dømt gravrøveri, når Grant-Lee Phillips bekender kulør over for de to ikoner. Tværtimod har singer-songwriteren en elegance og en ferm sangskriverpen, som giver sangene et vedkommende og personligt aftryk.

På de dragende og mørke "Soft Asylum" og "Chain Lightning" med sarte stryger-vignetter fraserer Phillips' røst blidt som en Lennon i fin form. "Hidden Hand", "Raise The Spirit" og især "Johnny Guitar" gør stormkur til glamrocken med en iørefaldenhed, der skal ledes længe efter.”

I forbindelse med udgivelsen af ”Strangelet” drager sangeren på turné. En turné der har fået navnet ”The Ballad Tour”, og som altså bringer Phillips forbi Århus til foråret.

Grant Lee Phillips spiller den 5. maj på VoxHall i Århus.

Billetterne er sat til salg i dag via VoxHall.dk og Billetlugen.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA