x

NEKROLOG: Mesterproduceren Rick Hall er død, 85 år

NEKROLOG: Mesterproduceren Rick Hall er død, 85 år

En af pionererne i grænselandet mellem soul og country, en legendarisk musikmand, der skabte sin helt egen lyd, er nu endelig gået bort. Han skrantede slemt til sidst, men slap aldrig lydpulten. Ligesom dem han berørte, fra Aretha Franklin til Rolling Stones, helt sikkert rækker anerkendende ud mod en mand, der havde åbenhed som varemærke og som midt i den mest racistiske stat i USA skabte et miljø, hvor sorte og hvide lavede stor kunst sammen.

Det er et stort liv, der hermed er slut. Et ofte besværligt liv, der startede i tarvelig armod i en flække i Missisippi som ”poor white” i et område, hvor bomuldsmarkerne strakte sig så langt, man kunne se. Og et liv både præget af naturstridig fremgang, svigt, nedture og alligevel en ukuelig vilje til at overleve og skrive historie igen og igen.

Men 85 år på jorden er da også godt gået i musikverdenen, hvor der jo ellers nok bliver levet maksimalt. Rick Hall var en legende, som i næsten hele livet virkede i den lille by ved floden i Alabama, Muscle Shoals. Med ham som kataysator blev det et sted, hvor der blev lavet en lyd, der var second-to-none og fik en lang række af tidens store kunstnere til at valfarte for at lave god musik:

Tænk bare på Aretha Franklin, som for alvor fik kickstartet sin karriere med numre som I Never Loved a Man (The Way I Love You) i et miljø, der altså var så langt fra farmands sorte gospelkirke, som man kunne komme. For ved knapperne sad en nørdet og småfed bondeknold af et blegansigt og producerede, mens hans venner, der lignede gutter nede fra den lokale garage spillede de ikoniske riffs og legendariske beats, der ledsaget af den lokale blæsersektion fuldendte en lyd, der blev kendt som Muscle Shoals-lyden. Og fik alt fra føromtalte Franklin, Wilson Pickett, Rolling Stones og Etta James – bare for at nævne nogle få – til at valfarte til stedet, hvor man ovenikøbet i slut-1960’erne kunne være heldig at møde kapaciteter som slideguitaristen Duane Allman, som en tid var fast studiemusiker i studiet.

Se filmen!

I den fine dokumentarfilm, man en tid har kunnet se på Netflix, Muscle Shoals, møder man Rick Hall i ret god form fortællende hele historien om, hvordan han voksede op i håbløs fattigdom og gennemlevede et liv med tragedier på stribe, indtil den dag i 1959, hvor han dannede FAME-studiet – navnet var faktisk kort for Florence Alabama Music Enterprices, Florence og Muscle Shoals er tvillingebyer beliggende på hver sin side af Tennessee-floden.

Rick Hall, som selv spillede countrymusik og bluegrass og trakterede guitar, violin og mandolin, havde været med i Korea-krigen, men da han vendte tilbage, var det i første omgang som sangskriver, hvor han blandt andre leverede hits til Roy Orbison og Brenda Lee. Men det var som studietekniker i FAME-studiet, at han snart slog igennem, i første omgang med Arthur Alexanders You Better Move On. Her scorede Hall kassen og kunne udbygge studiet, der snart var førsteklasses, ligesom han havde samlet sin første gruppe af studiemusikere, der med kapaciteter som David Briggs i spidsen snart skulle droppe Hall og lillebyen og blive Hall of Fame-legender i Nashville.

Rick Hall tog det dog let og fandt snart den ultimative rytmegruppe, der udadtil blev kendt som Muscle Shoals Rhythm Section, men blandt venner aldrig blev kaldt andet end The Swampers, og bestod af pianisten Spooner Oldham, guitaristen Jimmy Johnson, bassisten David Hood og trommeslageren Roger Hawkins. Kombinationen af Rick Hall og hans band skulle over de næste år skabe rockhistorie.

Kickstartede Aretha

Rick Hall markerede sig snart over for pladeselskabet Atlantic, for han hjalp med at gøre Percy Sledges When A Man Loves A Woman til et hit, og efterfølgende sendte pladeselskabet i New York anført af direktør Ahmet Ertegün og i det her tilfælde især den tidligere musikkritiker Jerry Wexler en lang række kunstnere fra New York ned til studiet i Muscle Shoals, som jo altså havde lyden, tiden og frem for alt kostede en brøkdel af priserne i The Big Apple.

Blandt de kunstnere var soulsangere som Wilson Pickett, Aretha Franklin, Clarence Carter, Otis Redding og Arthur Conley, der ville møde op og i nogle tilfælde skabe historie.

Tag nu Aretha Franklin, som ankom i januar 1967 og allerede havde været i gang i en årrække med en karriere, der ikke var gået nogen steder, indtil hun ankom til Muscle Shoals sammen med sin daværende mand, Ted White, en særdeles temperamentsfuld herre. Men med Rick Halls musikere indspillede hun I Never Loved a Man (The Way I Love You), med det unikke startriff på det elektriske klaver, som blev hittet, der transformerede hende til soulmusikkens nye stjerne, og på lp’en af samme navn fik selskab af numre som Respect og Dr. Feelgood, der også var indspillet med The Swampers, men i New York.

Det lykkedes nemlig den koleriske Ted White – som Aretha siden kastede på porten i 1969 – at ødelægge det gode forhold til Rick Hall, der godt kunne hidse sig op, når det gjaldt. Og snart efter tog Jerry Wexler musikerne med sig, så de kunne investere i et konkurrerende studie i Muscle Shoals. Ret dårlig stil, hvis I spørger mig.

Forinden nåede de dog at indspille skelsættende ting med kunstnere som Etta James (hittet I’d Rather Go Blind) og Wilson ”The Wicked” Pickett, som indspillede hits som Mustang Sally, Land Of 1000 Dances og In The Midnight Hour, sammen med musikerne og Rick Hall.

Bedre end Beatles

Et af de gyldne øjeblikke, mens The Swampers stadig arbejdede for Hall, var netop med den vilde Wilson Pickett.

Rick Hall var en åben person, men racisme og lukkethed herskede jo lige udenfor døren, og når musikerne gik på værtshus, var det ikke altid fedt for især sorte og hippier at følge med. Altså lukket land for Wilson Pickett og for guitarist Duane Allman, som med sit lange hår, bakkenbarter og overskæg filtret godt ind i hinanden med lidt god vilje kunne minde om et gadekryds mellem en puddel og en fårehund. De to blev altså hjemme i studiet en dag, og så var det, at Pickett lige havde hørt Hey Jude med The Beatles og mente, at han kunne lave en bedre version.

Duane gik i gang med at arrangere og lavede et magisk riff på sin Les Paul-guitar, mens The Wicked Pickett bare ventede på, at musikerne skulle vende tilbage. Den efterfølgende indspilning blev fuldkommen fantastisk.

Først blev nummeret spillet igennem, og Roger Hawkins' trommer er et kapitel helt for sig og et studie i enkelthed. Og så i anden gennemspilning gik det hele amok, for Duane Allman spillede et historisk riff, og Wilson Pickett krængede hele sin stemme ud, så den blev et brøl og et skrig, der gik gennem marv og ben, mens blæsersektionen satte trumf på en indspilning, der snart skulle give genlyd.

The Beatles var kæmpefans, og Eric Clapton blev så påvirket af Duane Allmans guitararbejde, at han efterfølgende fik fat i manden, der siden blev berømt med sit familieorkester, Allman Brothers, og nåede at indspille med Clapton under navnet Derek and The Dominoes inden sin alt for tidlige død i en motorcykelulykke i 1971.

For Rick Hall var det hårdt slag, at musikerne forlod ham og den lukrative deal med Atlantic lokkede alskens stjerner til byen, hvor de indspillede ude på Jackson Highway i stedet for hos Hall. Men han fortsatte med kunstnere som Candi Staton, og ville snart producere popmusik, hvor nogle af de bands, der kom til byen var The Osmonds, der var kolossalt store i 1970’erne. Siden markerede Hall og hans partnere sig indenfor countrymusikken, hvor de skrev en lang række af genrens store hits. Blandt de kunstnere, der nød godt af det var nuværende giganter som Tim McGraw og Dixie Chicks. Samtidig kørte Hall eget pladeseldkab, FAME Records, frem til 2007, hvor EMI overtog gesjæften.

Rick Hall blev hyldet mange steder, og det må være tid til, at han posthumt kan komme i Hall Of Fame.

Han forlod jorden stilfærdigt. Efter at have været på plejehjem et stykke tid kom han hjem til sidst, hvor han endelig sov ind tidligere i dag.

Rick Hall (1932-2018) – Æret være hans minde.

Hør sangen, der startede det hele:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA