Nyhed

Hej Matematik – en familiær pop-ligning

Interview med Søren Rasted og hans nevø Nicolaj, der 4. februar udsender deres fælles debut

De fleste kender ham som Aqua-Søren, men sammen med sin knap 20 år yngre nevø Nicolaj Rasted har han skabt en ny musikalsk legeplads, der befinder sig langt fra Aquas karikerede udtryk. Det nye musikalske barn er opkaldt efter en velkendt humanistisk matematiklærebog. GAFFA besøgte familieduoen Hej Matematik i deres hjemmestudie på Nørrebro i forbindelse med udsendelsen af deres fælles debutalbum Vi Burde Ses Noget Mere.

Jeg scanner baggården efter synlige tegn på musikalsk aktivitet, men kan ikke umiddelbart finde nogle livstegn i den retning. Jeg opdager pludselig et interimistisk skilt der afslører, at jeg bag døren foran mig antageligvis kan finde studiet The Lobby, der ejes af Søren Rasted og hans tidligere Aqua-kollega Claus Norreen. Det er her, de to Rasted-generationer udfolder sig i det nye matematiske fællesskab, Hej Matematik. Jeg bliver efter nogen tids banken mødt af onkel Rasted, der smilende lukker mig ind i studiekomplekset, der også huser Thomas Troelsens Delta Lab og Jan Eliassons mastereringsstudie. Indenfor er der højt til loftet, og The Lobby er plastret til med alverdens synth-gear.

– Jeg har samlet på keyboards i mange år, og de udgør en grundpille i Hej Matematik. Mit første keyboard var en Juno 60, som jeg faktisk købte på en tankstation i 1986, forklarer Søren eksalteret og tilføjer, at nevøen Nicolaj dengang blot var et år gammel. Han forsætter:


– Der kom en fyr ind med et keyboard under armen i en sort plasticsæk. Han spurgte, om jeg ville købe det for 1000 kr. Jeg sprang straks til.
Søren Rasted fik ikke nogen kvittering.

Seriøs leg
Hej Matematik har netop færdiggjort deres debutalbum "Vi Burde Ses Noget Mere", der byder på et sammenrend af især danske 1980’er-referencer, som de begge er fascineret af, selv om de har oplevet årtiet fra hver deres tidsmæssige perspektiv. Sangene i Hej Matematik er bygget op ligesom klassisk 80’er-pop: Lidt firkantet. Stramt. Og naivistisk. De fremhæver i flæng TV-2, Neodepressionistiske Danseorkester, Kliché og Anne Linnet som nogle af de væsentlige inspirationskilder for deres musikalske kurs.

Hej Matematik startede faktisk som en leg i Sørens demo-skuffe, et intuitionsbåret projekt, som endte med at blive en seriøs familieduo.
En aften hørte nevøen Nicolaj, der er søn af Sørens søster, nemlig nogle af de skitser, Søren havde liggende. Han var begyndt at arbejde som studietekniker i Sørens og Claus Norreens studie. Nicolaj syntes, det kunne være interessant at få lov at rode lidt med et af skuffe-numrene:


– Jeg havde netop været på højskole, hvor jeg havde arbejdet med lydteknik og havde lyst til at lære mere, forklarer Nicolaj og tilføjer, at hans første tanke var, at musikken var lidt usej og kantet, hvilket han godt kunne lide.

Læs resten af interviewet i GAFFAs februarnummer, der er på gaden nu.


Hej Matematik på MySpace

ANNONCE