Nyhed

Said The Shark udsender nyt

”Silly Killings” rammer pladebutikkerne til marts

Said The Shark udgav debut-albummet ”Always Prattling On About Wolves” i 2006 til stor begejstring for anmeldere i diverse medier, og her i GAFFA fik de da blandt andet også følgende ord med på vejen:

”Og i stedet for at have følelserne hængende uden på den Cat Power’ske stemme, underspiller og tilbageholder hun (sangerinden Maya Saxell, red.) lig arrangementerne de store udbrud, hvilket i det lange løb er særdeles stimulerende for ørene, der lytter.[...]

På "Always Prattling On About Wolves" forvandles tysthed simpelthen langsomt til en art melankolsk magi, der står usandsynligt godt til den tøvende danske vinter.”


Nu er Said The Shark så klar med opfølgeren til debut'en. Den nye plade udkommer den 17. marts og har fået titlen ”Silly Killings”.

Modsat den første plade, der blev lavet af kun to medlemmer af Said The Shark (canadiske Maya Saxell og danske Kim Oxlund), fortæller pladeselskabet i en pressemeddelelse, at der på "Silly Killings" er et mylder af venner og musikanter til stede på flere af numrene.

Heriblandt en duet med den svenske singer-songwriter Christian Kjellvander. Said The Shark giver også udtryk for på den nye plade at bevæge sig fra det helt blide og tyste til det hamrende støjende.


Bandet lover ligeledes, at deres liveshow har udviklet sig til en meget dynamisk begivenhed med fem medlemmer, der bestyrer guitarer, orkesterklokker, unik percussion, legetøjsklaverer og en kæmpe metalring.

Alt dette kan man få at se i aften, hvor Said The Shark spiller gratis i Trinitatis Natkirke, Kbh. og til deres releaseparty på Loppen, Kbh. den 13. marts.

”Silly Killings” udkommer den 17. marts


ANNONCE