x

Sting-favoritterne The Last Bandoleros på dansk turné

Sting-favoritterne The Last Bandoleros på dansk turné

I de kommende uger kan det være værd at forsøge at fortrænge det kolde sludfyldte danske vintervejr og sætte sig og læse op på ens bekendtskab med sin mexicansk-texanske musik-tradition.

Det forholder sig nemlig således, at amerikanske The Last Bandoleros er på en omfangsrig turné i landet, som skydes i gang i Amager Bio mandag den 29. januar.

Bandet er ikke mere end et par år gammelt, da brødrene Emilio og Diego Navaira (sønner af Grammy-vindende Conjuto-superstjerne Emilio Navairo Sr.) samt Jerry Fuentes, som alle havde rod i San Antonios musikscene, slog pjalterne sammen med New York-guitaristen Derek James for at give Tejano-scenen (texansk-mexicansk blanding af folkemusik og populærmusik, red.) et nyt udtryk. Og man skal ikke underkende den musikalske rækkevidde. ”Da jeg voksede op, idoliserede jeg texanske legender som Doug Sahm og Flaco Jimenez, alt imens at jeg ville lære alt, hvad jeg kunne om den klassiske rock-kanon, alt fra The Beatles til The Eagles,” fortæller Jerry Fuentes i en pressemeddelelse.

At kalde The Last Bandoleros et fusionsband er næsten en underdrivelse. Deres repertoire spænder fra den klassiske tex-mex over klassisk rock’n’roll og country-blues til brit-rock. Smeltediglen af musikalske udtryk præger i høj grad kvartettens udtryk, dog kan man distinkt høre den klassiske texanske conjunto-skoling i bandet, der imidlertid i allerhøjeste grad må betegnes kulturblandende band i bedste Tejano-stil. Umiskendeligt er dog tempoet og de klassiske rockrytmer i sangene, der spiller fint op til la bajo sexto (mexicansk guitar, red.), som næsten er konstant i hele bandets repertoire, der blandt andet tæller den selvbetitlede debut-ep fra 2016. Bandets særprægede udtryk er heller ikke gået ubemærket hen, da flokken figurerer på blandt andet en af deres store fans Stings seneste album, ligesom der har været opvarmningstur på programmet med The Mavericks.

Og særligt gavmilde er de glade texanere da også med koncerter i deres nærvær, da ingen i det ganske land skal snydes for klassisk rock og rul, som de glade 60’ere serverede dem.

Sådan vil touren forløbe i Danmark:

29.1. Kbh -  Amager Bio - Køb billet her

30.1. Kolding – Godset - Køb billet her

31.1. Odense – Posten - Køb billet her

01.2. Grenaa – Pavillonen - Køb billet her

02.2. Helsingør – Kulturværftet - Køb billet her

03.2. – Esbjerg – Tobakken -  Køb billet her     

Lyt til singlen "I Don't Wanna Know" her samt sammenspillet med Sting i genfortolkningen af The Polices "Next to You":

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA