Sting og Shaggy i funklende nyt samarbejde

Sting og Shaggy i funklende nyt samarbejde

Visse løjerlige ting er sket i denne mærkelige verden, vi lever i. Mennesket nåede månen, romerne besad næsten hele Europa, og en vis afbleget fætter blev præsident. Mangt og meget er hændt i årenes løb, og nu vil musikverdenen atter være med i de bizarre forestillingers klub. Således er det blevet offentliggjort, at aldrende dancehall-stjerne Shaggy har teamet op i et samarbejde med ingen ringere… end Sting. De to har nu annonceret det kommende album ”44/876”, som står til at udkomme den 20. april i år.

Samarbejdet er ifølge duoen blevet til igennem deres fælles samarbejdspartner Martin Kierszenbaum, som sendte Sting Shaggys første udkast til den nu udgivne single ”Don’t Make Me Wait”. Og ifølge den konverterede amerikaner kunne han høre et hit, i det sekund omkvædet lød.

Den forhenværende Police-sanger blev så herigennem indlemmet i et rent inferno af jamaicanske dancehall-producere a la Taranchyla og Sting International (ikke at forveksle med briten), men han er dog ikke helt udspillet, da guitaristen Dominic Miller, en fast bestanddel af Stings musikalske entourage, også har været inde over projektet.

Hvor nogen måske ville mene, at de to artister har overskredet bedste salgsdato for nogle år siden, er det ikke at tage fejl af, at førstesinglen har en utrolig eksotisk vibe i de ellers kolde vintermåneder. Og i et interview til Rolling Stone bekendtgør Sting, at han altid har haft en forkærlighed for den jamaicanske musikscene, hvad angår dancehall såvel som ska og reggae. ”Jeg har altid haft en forkærlighed for øen. Der er bare en magi, du ikke kan forklare omkring den,” fortæller Sting i interviewet. Dog er han forstående over det overraskelseselement, der ligger i samarbejdets natur. ”Det allervigtigste for mig i al slags musik er overraskelse. Og alle er overraskede over samarbejdet – over hvad de hører. Vi er overraskende fyre”.  

Spørgsmålet er blot nu, om Sting og Shaggy kan genopvække tidligere tiders storhed fra den poprockede bassists ballader som ”Fields of Gold” og ”Englishman in New York” til Shaggys livsglade nullere med ”It Wasn’t Me”, ”Angel” og ”Boombastic”. Sidst man hørte noget fra jamaicaneren var i 2013 med albummet ”Out of Many, One Music” som var en ordentlig gang biksemad af forskellige sammensætninger og gæsteoptrædener orkestreret af Sly & Robbie. GAFFAs anmelder var i hvert fald ikke ked af det.

Stings seneste albumprojekt, ”57th & 9th”, var heller ikke ilde modtaget i bladet, så måske er denne sprængfarlige brit-jamaicanske kontekst lige, hvad vi har brug for. Musikerne selv er i hvert fald ikke i tvivl. ”Det her er præcis, hvad verden har brug for lige nu. Vi har det sjovt, men i det her politiske klima vil vi smøge ærmerne op i stedet for at gå ned med flaget,” siger Sting til Rolling Stone.

Tilbage er der kun at lytte til singlen og spørge sig selv, som Shaggy spørger: "Lyder det her ikke bare som noget, hundredevis af kvinder gladeligt ville blive gjort gravide til?"

Lyt til førstesinglen ”Don’t Make Me Wait” fra det kommende album her:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA