Nyhed

Tiesto holder release party i Danmark

Dj'en kan opleves i Store Vega

Som vi kunne fortælle forleden her på GAFFA.dk, udkommer den hollandske dj Tiesto med en live-dvd den 28. februar 2008, efter at have været på turné i et år med “Elements of Life World Tour”.

Live-dvd’en er optaget i Danmark ved en koncert i Parken den 10. november 2007, hvor den verdenskendte trance-dj gav en seks timer lang koncert. Eventen var markedsført som “det største dance-show, verden endnu har set”.

Tiesto har nu offentliggjort, at han valgt Danmark som location for verdenspremieren på sin live-dvd. Ved et storstilet releaseparty i Store Vega torsdag den 28. februar fejres udgivelsen sammen med 1300 dedikerede fans.


Det eksklusive VI-release party i Store Vega byder på optræden af Tiësto selv, og med i billetten er også en live-dvd til samtlige fans, som dermed får dvd’en, som de første i verden.

Ydermere udbydes 300 specielle “super-VIP”-billetter, som inkluderer et signeret eksemplar af dvd’en, adgang til balkonen i Store Vega, velkomstdrinks og champagne.

DJ Magazine har kåret Tiësto til verdens bedste dj hele tre gange, og den hollandske superstjerne optrådte desuden ved åbningen af De Olympiske Lege i Athen i 2004, hvor han som den første dj spillede live til åbningsceremonien.


Billetsalget er i fuld gang på Billetlugen, og der er på nuværende tidspunkt kun omkring 400 billetter tilbage til denne specielle musikbegivenhed.

ANNONCE