Nyhed

De bliver store i 2018: Ida Red debuterer med poppet klapsalve til fællesskabet

GAFFA.dk – alt om musik

De bliver store i 2018, skrev GAFFA om kvartetten Ida Red tidligere på måneden. Nu er popgruppen klar med debutsinglen ” Oh Girl”. Et nummer, som hylder fællesskabet og kvindelige ikoner. Ifølge Ida Red er ”Oh Girl” blot startskuddet til et år fyldt med musik.

LÆS OGSÅ: De bliver store i 2018 – Danmark.

Skrotter ulykkelig kærlighed for fællesskab


Rødt neonlys indkapsler de fire gruppemedlemmer i videoteaseren til sangen ”Oh Girl”.

"Only wanna waste my time with you," synger Ida Red, mens poptonerne indrammer deres vokaler.

– Vi oplever ofte, at sange handler meget om ulykkelig kærlighed, og vi mente, at der var et vigtigt budskab i også at hylde den særlige kærlighed, der også eksisterer i et venskab, forklarer Ida Red.


Netop venskabet har været et vigtigt fundament for gruppen. Et højskoleophold på Engelsholm Højskole samlede bandmedlemmerne Alexandra, Nanna B, Nanna E og Greta. Et venskab, som fik popfrøene til at spire. Frøene slog for alvor rødder på en ferie i Frankrig, hvor gruppen skabte deres fælles lyd og budskab, mens de lavede sangen ”Oh Girl”. Nummeret blev derfor en hyldest til dette fællesskab.

– Vi er er fire musikere og sangere, der kommer fra fire forskellige baggrunde, der sammensmeltes til en fælles lyd. Vi fylder hinandens forskelligheder og bringer hver især helt forskellige kompetencer, forklarer gruppen, der alle er sangerinder, musikere, komponister og producere. Her er musikhistoriens muse Ida Red et fælles alias for samlingen af firkløveret.

Poppet håndsrækning


Foruden en hyldest til gruppens indbyrdes venskab er ”Oh Girl” en musikalsk klapsalve til en række fælles ikoner på kulturfronten. Kvinder, som fascinerer popgruppen.

– One is for you, two is for Marina, three is for Madonna and for Audrey og Frida, synger pigegruppen.

Ifølge Ida Red er ”Oh Girl” et shoutout til popsangerinden Madonna for hendes måde at udtrykke sin seksualitet som kunstner på, samtidig med at sangen hylder den mexicanske maler Frida Kahlo, den serbiske frontløber for performancekunst Marina Abramovic samt skuespilleren Andrey Hepburn. Forskellige kvindelige personligheder, som har plantet deres kunst solidt på kulturfronten. Målet for Ida Red er en masse musik med ærlige historier og temaer fra eget liv. Her er ”you” i ”Oh Girl” en særlig velkomst til lytteren. Målet med popmusikken er at give en håndsrækning til publikum.


– Vi synes, at der er noget særligt ved at henvende sig til den brede befolkning og få folk til at danse.

Ifølge gruppen kan man danse til flere Ida Red-toner i løbet af året.

– I 2018 vil vi invitere jer endnu mere med i vores musik, og der kommer flere nye sange og koncerter, fortæller gruppen, som har The Mountains-frontmanden Michael Møller som musikalsk mentor.


Hør debutnummeret ”Oh Girl” her:

Se en videoteaser her:

ANNONCE