x

Xiu Xiu og 18th Dye til Poprevo

Xiu Xiu og 18th Dye til Poprevo

Den århusianske festival Poprevo er allerede klar med de første navne på plakaten. Festivalens erklærede mål er at sætte fokus på musik, der ellers ikke ville have nydt så stor opmærksomhed, som den fortjener.

De to første bands Poprevo har offentliggjort, er amerikanske Xiu Xiu og danske 18th Dye.

Xiu Xius første album, Knife Play, er blevet beskrevet af Pitchfork Magazine som værende et album ”for de sindssyge, de syge, de selvmorderiske og de døende”.

Den beskrivelse går hånd i hånd med en skarp, og veldefineret sans for humor, postpunkens kant og blodtørst efter melodi, samt en bred appel, der har gjort Xiu Xiu til et af de bedst anmeldte bands inden for alternativ rock i dette årti.

Det er et stilskabende fænomen af et orkester, der med den manisk/neurotiske guitarist og forsanger Jamie Stewart som fikspunkt gæster Danmark for første gang nogensinde, og Skandinavien for kun anden gang. En højspændt, højstemt og højfrekvent orkan, der til denne tour er udvidet til en kvartet.

Med seks plader i bæltet og en status som et af USA's allerstørste indiebands er Xiu Xiu noget, man helt sikkert ikke har set før.

18th Dye var op igennem 1990'erne et af de mest indflydelsesrige bands, Danmark overhovedet kunne mønstre. Selvom det ironisk nok netop var i Danmark, at det dansk/tyske band havde sværest ved at slå igennem, udgav 18th Dye flere plader på et af de størst tænkelige indie-selskaber, Matador Records.

Nu er støjrockerne tilbage med en pladekontrakt med Crunchy Frog, hvilket resulterer i en ny plade her til efteråret.

Pop Revo finder sted 2 og 3. maj på Studenterhus Århus. Der vil i år blive præsenteret omkring 10 navne.

Entréprisen er:

1 dag: 150,-
Weekendbillet: 250,-


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA