x

Living Room Concert Network

Living Room Concert Network

Danmark er et af de mest offentligt støttede musikmarkeder i hele verden. Mange peger på, at offentlig støtte er nødvendig for at sikre en genremæssig bredde og kvalitativ tyngde, men når man samtidig oplever, hvor kommercielt og kortsigtet store dele af branchen tænker, kan man blive alvorligt i tvivl om, hvorvidt den offentlige støtte ikke er mere konkurrenceforvridende end den er gavnlig, for den del af musikken, der ikke er mainstream, mener to tidligere spillestedsledere.

Med Livingroom Concert Network vil to tidligere spillestedsledere, Roar Amundsen og Peter Schødt Dalsgaard, forsøge at gå imod strømmen og sætte fokus på kommunikation.

Som spillemanden gjorde det i gamle dage, må man vende tilbage til at spille sin musik, der hvor folk er, i stedet for at være afhængig af medierne for at kunne tiltrække folk.

Ideen med Livingroom Concert Network er således at skabe en webportal, som kan hjælpe musikere til at styre udenom musikbranchens smagsdommere og fordyrende mellemled, og i stedet samarbejde direkte med publikum.

Allerede nu er knap 20 musikere tilmeldt ordningen, og målet er i første omgang at skaffe 100 koncertarrangører, fordelt over hele landet. Opgaven i den kommende tid bliver at introducere begrebet “Livingroom Concerts” for den brede, danske befolkning.

”Livingroom Concerts” er, som så meget andet, lånt fra USA, hvor denne type koncerter har været en mangeårig og naturlig del af kulturlivet. Formen er ganske enkelt den, at man inviterer en eller flere kunstnere til at spille en akustisk koncert i sit hjem eller et andet velegnet sted.

Herefter inviterer man de venner, bekendte og forretningsforbindelser, man gerne vil se den pågældende aften. Gæsterne betaler typisk 75 – til 150 kr. pr. person for en unik og intens koncertoplevelse. Aftenens overskud går direkte til musikerne, der på den måde aflønnes direkte af publikum.

”Når ikke der skal betales provision til alle mulige mellemhandlere, bliver det overkommeligt for alle. Musikerne får en fair chance for at tjene penge – og publikum får tætte og super gode koncertoplevelser, de sjældent har mulighed for at opleve på spillestederne”, fortæller Roar Amundsen.



Bliv din egen konvertarrangør her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA