x

DR kommenterer påstande fra DMF

DR kommenterer påstande fra DMF

Danmarks Radio har i dag sendt en pressemeddelese ud, hvor der kommenteres på DMF's (Dansk Musiker Forbund) historie om, at DR har presset musikere til at spille gratis i tv eller melde sig ud af deres fagforeninger.

DR understreger i meddelelsen, at der ikke verserer sådanne sager mellem DR og musikernes organisationer. DR har imidlertid indkaldt Dansk Musiker Forbund (DMF) til et møde tirsdag den 12. februar. Her forventer DR, at musikerforbundet fremlægger dokumentation for det eller de påståede brud på DR's aftaler med DMF.

DRs musikchef Leif Lønsmann forventer, at DMF enten dokumenterer påstandene eller dementerer rygterne.

"Hvis DR har brudt regler eller aftaler, vil vi bringe det i orden i samarbejde med de pågældende og deres organisationer. DR er landets største musikvirksomhed, og vi er helt afhængige af klare aftaler med musikerne og deres organisationer," siger han, men slår samtidig fast, at DMF ikke har præsenteret eller dokumenteret konkrete sager.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA