Nyhed

Ny musikserie på DR

"Husker Du... Musikken" fokuserer på musikken, der satte ungdomskulturen på ny kurs

I 13 programmer sætter DR2 fokus på markante begivenheder, som skabte musikken og beretter om det Danmark, hvor de nye toner fik stor betydning.

I løbet af 13 programmer på DR2 supplerer "Husker du..."-redaktionen billederne i hovedet med rigtige billeder via DR’s store arkiv og får ved hjælp af genkendelighed, nostalgi og kitschet fortælleglæde seerne til at mindes, overraskes og få sat fortiden i nyt perspektiv.

"Husker du..." på DR2 fortæller om Danmark fra slutningen af 1950’erne og frem til i dag, og denne gang er musikken den prisme, som den nyere Danmarkshistorie bliver set igennem.


Programmerne tænder for den indre biograf hos seeren, og sætter tiden og musikken i sammenhæng. Første udsendelse af "Husker du – Da rocken kommer til Danmark" – sendes på DR2 søndag 24. februar kl. 21.00.

Udover arkivoptagelser består programmerne også af nyoptagelser med dem, "som var der". Naturligvis de udøvende kunstnere, men også tilskuerne til koncerterne og eksperterne, som kan perspektivere musikken og sætte den ind i tiden.

"Husker du..."-programmerne fokuserer især på de musikere som drev udviklingen fremad. Dem, som turde udfordre lytterne og betræde nye musikalske veje.


De to første programmer i "Husker du"-serien tager seerne tilbage til 50’erne og 60’erne, hvor rock’n’roll og pigtråd lurer lige om hjørnet – klar til at fordærve den danske ungdom med den nye vilde musik, hvor mænd vrikker med hofterne og pigerne hviner. Ordensmagten og forældrene er bekymrede.

I 1964 besøger Beatles Danmark, og spillestedet HitHouse åbner. Pigerne skriger, Peter Belli bliver dansk rocks store stjerne, og hver flække har et pigtråds-orkester. Fra 1964 til 1967 vokser vildskaben i musikken og håret gror.

Vi er på vej mod en ny tid, hvor vejene skilles i dansktop og syrerock. Og hvor Belli ryger i fængsel for at ryge hash.


"Husker du ... Musikken" sendes hver søndag kl. 21.00 på DR2

"Da rocken komer til Danmark" – søndag 24. februar kl 21.00 på DR2

"Da pigtråd blev langhåret" – søndag 2. marts kl. 21.00 på DR2


ANNONCE