Nyhed

Figurines tager hul på forårsturné

Travle Figurines starter den lange Danmarksturné i aften og tager et par afstikkere til udlandet

Yndlingene fra Figurines sætter i denne weekend gang i deres fem uger lange Danmarksturné, som bringer dem forbi 15 danske byer på kryds og tværs, fra Thisted til Sønderborg, København til Esbjerg.

Turnéen starter allerede i aften på Tobakken i Esbjerg og går i denne weekend til Sønderborg og Kolding. Sidste koncert er den 8. marts i Pumpehuset, København.

Christian Hjelm, Claus Johansen, Kristian Volden, Mads Kjærgaard samt Jens Ramon var i efteråret på en kort promotionturné med deres "When The Deer Whore Blue", som siden har høstet mange roser i såvel ind som udland. GAFFA roste pladen som: "hypnotisk dvælende, men bestemt melodiske sager bygget op om klangfulde tangentflader og vellykkede vokalharmonier".


Desuden vil koncerterne formentligt og forhåbentlig tage afstikkere til Figurines' bagkatalog, hvor man blandt andet finder: “Silver Ponds”, “I Remember”, “Hey Girl” og "Follow The Pioneers".

Den massive opmærksomhed fra udlandet betyder i mellemtiden, at de travle indie-rockere fra Figurines sideløbende med den danske turné har jobs i Sverige, England og Frankrig.

Tirsdag og onsdag i næste spiller bandet ifølge deres MySpace-side i London, mens Figurines slutter første kvartal af med at spille et par jobs i Frankrig den 28. og 29. marts.


Du kan se datoerne for Figurines' turné her

ANNONCE