Nyhed

Eagles nærmer sig Danmark

Bandet giver koncert i Stockholm og har også føjet Rotterdam til turnéplanen

Vi har tidligere her på GAFFA.dk kunnet berette om, at Eagles havde planlagt fire jobs på Londons O2 Arena.

De fire datoer skulle efter sigende være startskuddet til en verdensturné, der følger op på bandets storsælgende album ”Long Road Out Of Eden”.

Herefter var det naturligvis nærliggende at spekulere i, om bandet kunne finde på at lægge vejen forbi Danmark på en eventuel turné.


Nu har The Eagles på deres hjemmeside annonceret, at de spiller i Stockholm på Globe Arena den 29. marts og i Rotterdam den 1. april, så en Danmarks-koncert virker mere og mere sandsynlig.

Vi holder selvfølgelig øje med bandet og opdaterer, hvis de annoncerer at komme her til landet.

ANNONCE