x

Fire danske bands til schweizisk festival

Fire danske bands til schweizisk festival

Efter sidste års debutsucces løber den schweiziske Nordklang Festival atter af stablen i St. Gallen 15.-17. februar. De fire danske orkestre Efterklang, Speaker Bite Me, Haugaard & Høirup og Our Broken Garden vil være at finde på festivalen, der udelukkende præsenterer nordiske orkestre.

Musikken kan opleves på syv scener rundt i St. Gallen, og derudover vil man rundt omkring i byen kunne opleve andre skandinaviske indslag som for eksempel nordisk film og litteratur. Nordklang Festivalen arrangeres i samarbejde med ROSA.

ROSAs leder, Gunnar Madsen siger om festivalen på Dansk Rock Samråds hjemmeside:

”Nordklang Festival var en stor succes sidste år, og vi ønsker helt klart at forsætte samarbejdet: At promovere dansk musik uden for landets grænser er i ROSAs og Spot Festivals ånd.

Så når vi støder på en arrangør, som arbejder uden for Norden – og som allerede gør et kæmpe stykke arbejde for at promovere den musik, som vi arbejder med – er det kun naturligt, at vi rækker en hånd ud efter den hånd, som rækker efter os.”

Nordklang Festival finder sted i St. Gallen den 15.-17. februar.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA