Nyhed

Metallica-bassist får mindedag i sin hjemby

GAFFA.dk – Alt om musik

Metallicas karismatiske bassist, Clifford Lee "Cliff" Burton, der døde i 1986, bliver tildelt en mindedag i sin hjemby, Castro Valley i Californien.

Cliff Burton (yderst til venstre på billedet) vil blive hyldet på dagen, hvor han ville være fyldt 56 år, lørdag den 10. februar. Dagen vil blive udnævnt "Cliff Burton Day" i samarbejde med Alameda County, Californien. Æren kommer, efter Metallica-fans startede en Change.org-underskriftindsamling for at anerkende Cliff Burton i hans hjemby, Castro Valley.

Metallica annoncerede nyheden på deres Twitter:


"Det er officielt! Tilsynsrådet fra Alameda County har netop proklameret den 10. februar 2018, hvilket ville have været Cliff Burtons 56-års fødselsdag, som "Cliff Burton Day". Tak til alle fans, som står bag dette initiativ. Vi er glade for, at han vil stadig er så anerkendt."

LÆS OGSÅ: Metallica genudgiver ikonisk album i bokssæt

Cliff Burton kom med i Metallica i 1982, efter at Ron McGovney forlod bandet i 1982 efter kun få måneders virke i bandet. Burtons medvirken i Metallica blev dog en noget kort affære på blot fire år. Den 27. september 1986 kørte Metallicas tourbus fra Sverige mod Danmark, hvor bussen ved Ljungby i Småland kom ud af kontrol, muligvis grundet sort is – den endelige årsag er aldrig fastslået. Bussen rullede flere gange rundt, og Burton blev slynget ud af sin køje, gennem en rude og blev mast under bussen. Han blev blot 24 år gammel.


Artiklen fortsætter under videoen

Se musikvideoen til "Disposable Heroes" fra 1986:


Metallica, der senest spillede for fire udsolgte shows i Royal Arena i 2017, vender tilbage til Danmark og spiller en for længst udsolgt koncert i Jyske Bank Boxen sammen med norske Kvelertak den 27. marts.

ANNONCE