x

The National Bank – seriøst sideprojekt

The National Bank – seriøst sideprojekt

Den norske sanger og sangskriver Thomas Dybdahl er aktuel som frontfigur i The National Bank, der i hjemlandet er blevet kaldt intet mindre end en supergruppe. 11. februar udkommer deres andet album, ”Come On Over To The Other Side”, og GAFFA fik i den anledning en snak med sangeren.

Det er formentlig stadig de færreste danske lyttere, som vil nikke genkendende til navnet The National Bank, selvom gruppen er blevet overøst med roser og påhæftet betegnelsen ”supergruppe” i hjemlandet Norge. En del danskere vil imidlertid nok være bekendte med forsanger Thomas Dybdahl, som med sit afdæmpede musikalske udtryk og sjælfulde vokal fandt vej ind i et ikke ubetydeligt antal danske cd-afspillere med ”…That Great October Sound” (2002), ”Stray Dogs” (2003) og ”One Day You’ll Dance for Me, New York” (2004) – tilsammen ”The October Trilogy”, som udkom i samlet boks i 2006. At The National Bank, der foruden Dybdahl består af de i hjemlandet ganske anerkendte jazz- og electronica-brødre Anders og Martin Horntveth samt bassist Nikolaj Eilertsen og keyboardspiller Morten Qvenild, endnu ikke er et velkendt ensemble i Danmark har dog sine gode grunde, al den stund at den roste gruppes selvbetitlede debutplade fra 2004 først udkom her i landet i efteråret.

Den 11. februar udkommer så opfølgeren, ”Come On Over To The Other Side”, og i den forbindelse fik GAFFA en snak med forsangeren. Om gruppen, der egentlig skulle have været et engangsforetagende, om Dybdahls danske forbindelse – og om at møde sig selv i døren.

Det lå ellers ikke i kortene, at Thomas Dybdahl, som på det tidspunkt arbejdede på sit andet soloalbum, skulle finde sammen med en håndfuld musikere med højst forskellige baggrunde i sommeren 2003. Brødrene Horntveth, der til daglig slog deres folder i gruppen Jaga Jazzist, var blevet bedt om at levere et orkesterstykke til de årlige Vestfold Festspill i 2003 og ønskede at lave noget nyt:

– The National Bank begyndte som en engangsforestilling – som et bestillingsværk til en festival, hvor Martin og Lars Horstvedt, de to brødre i bandet, fik til opgave at lave et bestillingsværk og fik frie hænder til at gøre, hvad de ville. Og i stedet for at lave et almindeligt bestillingsværk bestemte de sig for i stedet at lave en slags popkoncert. Herefter udvalgte de alle de musikere, som de gerne ville spille med, men ikke til daglig havde mulighed for at arbejde med, og det var på den måde, den konstellation, vi i dag er, blev til. De andre kendte hinanden på forhånd efter at have spillet med hinanden i forskellige bands og freelance-projekter. Morten, som spiller keyboard, spillede i Jaga Jazzist på et tidspunkt, som jo er Lars’ og Martins band. Jeg havde netop lavet ”...That Great October Sound”, da de ringede og forklarede projektet og spurgte, om jeg havde lyst til at være med. Og da de var nogle vældigt gode musikere og tilsyneladende nogle gode folk, valgte jeg at sige ja. Det var jo en mulighed for at gøre noget helt andet, end jeg plejede, foruden at kunne fokusere på udelukkende at være vokalist.

På spørgsmålet om, hvorvidt det krævede mental forberedelse at skulle leve sig ind i en anden sangskrivers tekster, svarer Dybdahl:

– Tja, snarere mere teknisk forberedelse. I og med, jeg ikke havde skrevet teksten, skulle jeg jo ind og tolke – og man vil jo gerne fortolke den sådan, som den var tænkt fra sangskriverens side. Så fokus ligger jo et helt andet sted – der er i en vis forstand ikke så mange følelser involveret. Ja, der er jo masser af følelser, men ikke på samme måde, som hvis man har skrevet det selv. Det er på en anden måde. Det er vanskeligt at forklare, men det er en fin ting for mig som vokalist at kunne gøre noget sådant – foruden mit eget, naturligvis.

Netop fordi alle de implicerede musikere er aktive i andre sammenhænge, har det hele vejen igennem krævet stram planlægning at realisere projektet The National Bank og deres nu to plader.

– Vi har haft mange arbejdsweekender og –uger, hvor vi har isoleret os rundt omkring og skrevet og arrangeret sange sammen og lavet demoer. Og da vi havde haft tilstrækkeligt mange af disse weekender og uger og følte os klar til at gå i studiet og gøre det ”for real”, gjorde vi så det. Vi brugte vel omkring et år på hele processen. Vi måtte jo alle sammen finde plads i kalenderen i relativt god tid, fortæller Dybdahl om tilblivelsen af ”Come On Over To The Other Side”.

Territoriet udvides
At samarbejdet fra starten blev en så stor succes i hjemlandet, har dog også betydet, at The National Bank er kommet til at fylde mere i kalenderen.

– Den første plade gik jo så godt i forhold til, hvad vi havde forventet. Ja, vi havde vel egentligt ikke rigtig nogen forventninger, men havde bare lyst til at lave en plade. Da vi spillede sammen, føltes det rigtigt. Kun at spille én koncert ville være for lidt, så vi besluttede os for at lave en plade. Vi havde jo ingen forudsætninger for at kunne håbe på noget stort salg, men pladen gik jo rigtig godt, så der blev lidt mere turneren, end hvad vi som udgangspunkt havde regnet med. Men vi indgik en slags pagt om, at uanset hvor godt det kom til at gå, skulle det være et sideprojekt – en slags overskudsprojekt for alle de involverede. Noget vi gjorde, fordi folk havde lyst til at gøre det, og ikke bare fordi vi kunne. Og sådan er det fortsat. Men territoriet har udvidet sig, og det tager nok lidt mere tid, end vi troede, at det skulle gøre til at begynde med. Men det er fedt.

Sidste år spillede The National Bank deres første koncerter uden for Norge, herunder tre besøg i Danmark foruden koncerter i Tyskland og Frankrig. Og modtagelsen var overvejende positiv:

– Når man kommer med noget, som stort set ingen har hørt, ved man ikke helt, hvad man skal forvente – det bliver en meget spontan reaktion, i og med at publikum ikke kommer med noget nært forhold til musikken. Men publikum var gode, eksempelvis ved vores koncert i København. Men også i Frankrig og Tyskland, hvor vi jo var totalt nye dengang. Det var fedt at se folks reaktion, og se, hvordan folk reagerede på mig i en anden ”setting”. Folk så jo lidt forundrede ud i begyndelsen, men jeg tror, det gik godt.

Og i marts vender The National Bank så tilbage til Danmark, foruden Belgien Holland, Frankrig og Tyskland. Man skal dog ikke håbe på indslag fra Dybdahls solokarriere ved koncerterne, der udelukkende er helliget The National Banks materiale.

Mens Dybdahls egne albums trækker veksler på klassisk sangskriverhåndværk i traditionen fra blandt andre Dylan, Young, Springsteen og Nick Drake, udgør The National Banks musik i sagens natur summen af de medvirkendes forskelligartede baggrunde:

– Vi har jo taget meget forskellige inspirationskilder med ind i bandet, i og med at vi har så forskellig baggrund. Men fællesnævnere? Det er lidt vanskeligt at svare på, men jeg ved, at A-ha har været nævnt som inspiration ved et par lejligheder; og ja, popmusik for relativt store scener – ikke publikumsmæssigt, men lydmæssigt. Men der er så meget. Bassisten har jo en baggrund i soulmusikken og er meget optaget af tressernes soulmusik, samtidig med at han er en stor fan af amerikansk vestkystrock. Og Lars og Martin har jo baggrund i Jaga Jazzist, som er elektronisk musik med et jazzet islæt. Og så har vi Morten, pianisten, som faktisk er lidt af en gåde.

At møde sig selv i døren
For Dybdahl har The National Bank været en mulighed for at udfolde idéer, som ikke har passet ind i solopladernes univers. Dybdahl slår dog fast, at der fortsat er tale om et sideprojekt, og på spørgsmålet om, hvorvidt der er nyt på vej i eget navn lyder svaret slet og ret: ”the work has started”. Han pointerer dog, at udtrykket sideprojekt ikke skal forstås som, at The National Bank er mindre vigtigt end solokarrieren: – Med sideprojekt mener jeg ikke noget, som er mindre vigtigt end andet. Vi ser selvfølgelig på os selv som et band, men der skal bare være den rigtige motivation til stede.

Netop prioriteringen af tiden er blevet vigtigere for den vordende far, som fylder 30 til næste år, og også selve skriveprocessen har ændret sig med årene:

– Jeg synes, det var enklere at skrive, da jeg var yngre, fordi jeg dengang var på et tidspunkt i livet, hvor meget af det, der skete, skete for første gang. Når man først begynder at blive voksen og skabe sig sit eget liv, møder man så at sige sig selv i døren lidt oftere, end da man begyndte at skrive. Det hænder ofte, at jeg skriver ting, og så pludselig finder ud af at ”fuck, det har jeg jo skrevet før”. Og på den måde kan det tage lidt længere tid at lave en samling sange, for man vil jo ikke lave de samme sange, som man har skrevet før. Men livet er forhåbentlig rigtig langt, og jeg håber, at man får lavet alt, hvad man har lyst til at lave. Men jeg føler også, at familien bliver vigtigere og vigtigere. Måske kommer man igen i en situation, hvor alt som sker, atter sker for første gang. Jeg håber det, slutter Thomas Dybdahl.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA