Nyhed

På besøg hos Lily Electric

Bandet spillede i denne uge en showcase i Berlin, og i den forbindelse fik GAFFA en snak med bandet

De fire medlemmer af Lily Electric flyttede i 2006 til Berlin for at prøve noget nyt og for at skrive og indspille materiale til det debutalbum, der nu ligger klar til udgivelse.

Det kommende album har fået titlen "You're In The Painting That You Saw" og er indspillet i et kæmpe kompleks i bydelen Köpenick, hvor DDR's nationale radiostation holdt til før i tiden.

Her har bandet fortsat øvelokale, og det var også her GAFFA mødte bandet for at høre lidt nærmere om gruppens debutplade, der kom fra trykken samme dag.


Bandet beskriver pladen som mere arrangeret end deres minialbum fra 2006, og den afspejler gruppens ambition om at skrive sange, der både tekst- og melodimæssigt ligger på et højere niveau end tidligere.

Om forskellen siger trommeslager Rasmus Valldorf:

– På "8 Song Minialbum" handlede det meget om en lyd, vi alle sammen havde i hovedet. Vi byggede ikke sangene på en stil, men vi havde et lydunivers, vi gerne ville opnå. På pladen er der mere fokus på at skrive et rigtig godt nummer".


Samme aften skulle Lily Electric spille to koncerter på spillestedet White Trash som en del af en showcase arrangeret af radiostationen Motor FM i samarbejde pladeselskabet City Slang, der i Tyskland repræsenterer navne som Arcade Fire, Broken Social Scene, Menomena, Nada Surf og The Notwist.

Radiostationen har netop sat Lily Electrics seneste single "Don't Change The Suit When It's You" i rotation, og mon ikke det har været med til at tillokke de repræsentanter fra pladeselskaber som Capitol Music, Universal og Weekender Records, der var til koncerten.

Det lykkedes gruppen at pakke området foran scenen til begge sæt, hvor specielt førnævnte single samt "Naughty Girl" og "Do You Bear The Truth In Your Silver Hands" vakte begejstring, og det var tydeligt, at en del blandt publikum havde set bandet før.


Gruppen har det seneste halvandet år gennemsnitligt spillet 2-3 koncerter om måneden ikke bare i Berlin, men også i nærliggende byer, og er ifølge bandet ved at have opbygget sig en pæn fanskare.

Hvorvidt nogle af de fremmødte pladeselskabsfolk, der fik en cd med hjem, senere vil tilbyde Lily Electric en pladekontrakt, vil tiden vise. Bandet har allerede været i snak med forskellige selskaber, men indtil videre har det rigtige selskab ikke meldt sig, hvilket man kan håbe vil ændre sig nu, hvor pladen ligger klar.

Men det ligger dog fast, at pladen udkommer i Danmark 31. marts, og inden da kommer der til at ske en masse for bandet. De tager i begyndelsen af marts til USA, hvor de først skal spille jobs i New York og derefter deltage i SXSW-festivalen i Austin, Texas.


Bandet blev kontaktet af festivalarrangørerne, og indtil videre er der sat to jobs op, men det ser ud som om der kommer flere til. Der bliver lige nu også forhandlet om flere jobs i New York og også i Danmark, hvor det dog allerede ligger fast, at bandet kan ses i Odense og København til maj.

"You're In The Painting That You Saw" udsendes 31. marts, og du kan læse en længere artikel om Lily Electric i april-nummeret af GAFFA.

ANNONCE