Nyhed

Rasmussen vinder Melodi Grand Prix

GAFFA,dk – alt om musik

Det blev den 33-årige Jonas Flodager Rasmussen – med kunstnernavnet Rasmussen – der med den pompøse og keltisk klingende sang "Higher Ground" vandt årets Melodi Grand Prix lørdag aften i Gigantium i Aalborg foran 6000 personer.

Sangen er skrevet af de svenske sangskrivere Niclas Arn og Karl Eurén, og teksten er inspireret af sagnet om vikingen Magnus Erlendsson, der efter sin død blev helgenkåret.

Den langskæggede Rasmussen vandt med 50 procent af stemmerne foran Anna Ritsmar, der med balladen "Starlight" fik 31 procent af stemmerne, og Albin Fredy, der med country-dance-nummeret "Song for the Road" opnåede 19 procent af stemmerne.


Årets værter var Anette Heick og Johannes Nymark, og der var musikalsk pauseunderholdning ved værterne – der fremførte et medley af tidligere vindere – samt østrigske Conchita, der fremførte sin vindersang fra København i 2014, "Rise Like a Phoenix".

Rasmussen skal nu repræsentere Danmark ved semifinalerne i Lissabon i Portugal 8. og 10. maj og forhåbentlig gå videre til finalen 12. maj.

Jonas Flodager Rasmussen er uddannet cand.mag. i musikvidenskab og dramaturgi og arbejder til dagligt som underviser på Scenekunstskolen ved Kulturskolen Viborg og som teater- og skriveværkstedsunderviser ved Aarhus Teater Læring, oplyser DR, ligesom han synger i firsermetal-coverbandet Hair Metal Heröes. Han blev kontaktet af DR, der søgte en sanger, der både kunne synge og lignede en viking. Rasmussen bor i Langå med kone og to børn.


Se Rasmussen fremføre sin vindersang i Melodi Grand Prix:

 


 

ANNONCE