if(navigator.userAgent.match(/MSIE|Internet Explorer/i)||navigator.userAgent.match(/Trident\/7\..*?rv:11/i)){ } L.O.C. udgiver konceptalbum om dødssynder

Nyhed

L.O.C. udgiver konceptalbum om dødssynder

”Melankolia/XxxCouture” udkommer den 17. marts

L.O.C.s kommende album har fået titlen ”Melankolia/XxxCouture”, og Århus V-rapperen har med sin nye plade valgt at prøve kræfter med konceptalbumstilen. L.O.C. har således begået en plade, der kredser om de syv dødssynder.

”Melankolia/XxxCouture” er delt op i to dele med syv sange i hver del. Hvor hver sang beskæftiger sig med hver sin dødssynd. Skulle nogen være i tvivl eller tilfældigvis have glemt, hvordan det nu lige er med de dødssynder, kommer her en opremsning: Hovmod, Vrede, Begær, Jalousi, Grådighed, Frådseri og Dovenskab

Om valget af emne siger L.O.C.:


”Oprindeligt ville jeg bare lave syv numre, som hver repræsenterede en dødssynd tolket igennem melankoli, der oprindelig var den ottende kardinalsynd. Men så læste jeg noget om, hvordan de syv dødssynder i det moderne samfund var blevet til dyder. At man for eksempel ikke kan være en god forretningsmand uden grådighed, og at hele jagten på berømmelse er udtryk for hovmod.

Derfor delte jeg albummet op i to dele, hvor ”Melankolia” beskriver hvordan jeg ser de her synder i mig selv, mens ”XxxCouture” illustrerer, hvordan en del folk faktisk ser de selv samme træk som noget cool. Men helt basalt er det jo dårlige egenskaber ved en person, men ikke desto mindre indeholder jeg dem selv”

Musikalsk slår tvedelingen ifølge rapperen også igennem. Den indadvendte og eftertænksomme ”Melankolia” trækker på en beskidt og nedbarberet hiphoplyd med ildevarslende samplinger og tunge trommespor.


Den overfladedyrkende ”XxxCouture” er derimod støbt i en storladen og industriel lyd, inspireret af både europæisk electro og den maskinelle, Oakland-baserede hiphop-variant hy-phy. Rune Rask er hovedproducer, flankeret af Lounge Lizzards, Jo:el og amerikanske Seven.

L.O.C. har ydermere sammen med grafikeren Tomace lavet coveret, hvor hvert nummer repræsenteres af et billede, der kan medvirke til at give historien en ekstra dimension. Hvis lytteren vel at mærke selv vil det.

”Jeg synes der er en tendens i tidens hiphop-miljø til, at man skærer alting ud i pap eller lader sig begrænse af genrer. Det er musik. Show, don’t tell, og lad folk danne sig deres eget indtryk, hvis de har lyst”, siger L.O.C.


”Melankolia/XxxCouture” rammer pladebutikkerne den 17. marts.

ANNONCE