Nyhed

Radiohead ærgerlige over pladeudgivelse

En ”Greatest Hits”-plade med Thom Yorke og co. udgives i forbindelse med bandets sommerturné

Eftersom pladeselskabet EMI på det sidste har mistet kunstnere som Radiohead, Paul McCartney og The Rolling Stones, er det tydeligt, at der skal skrabes nogle penge ind – og gerne så hurtigt som muligt. Dette gøres nemt og hurtigt ved at opgive opsamlingsalbums.

Radiohead og EMI er ikke bedste venner for tiden, og da bandet selv udgav ”In Rainbows”, kvitterede EMI med at udgive en boks med Radioheads samlede værker (selvsagt bortset fra "In Rainbows"), og nu er det ifølge gigwise.com altså en ”Greatest Hits”-udgivelse, der er på vej.

Ed O'Brien udtaler:


”De [EMI, red.] planlægger at udgive en ”Greatest Hits”-plade omkring april-maj, så den udkommer på samme tid, som vi er på tur. Det er interessant. Vi har af åbenlyse årsager ikke tænkt os at promovere udgivelsen.”

Radiohead er rigtig ærgerlige over udgivelsen, men har også affundet sig med, at der ikke er noget, de kan gøre ved det.

ANNONCE