Leif Skov taler om sin opsigelse

Leif Skov taler om sin opsigelse

I mandags offentliggjorde Leif Skov, at han sagde op som medlem af ledelsen af Roskilde Festival og som medlem af direktionen i Foreningen Roskildefonden, som står bag festivalen. Her forklarer han om årsagen til sin afsked med festivalen, hvis ledelse han har været medlem af i 30 år.

- I en alder af 55 år synes jeg, det er passende at trække mig som leder, men jeg vil stadig gerne stå til rådighed, hvis man vil spørge mig til råds, og så skal jeg drøfte med Roskildefonden, om der i deres regi er nogle eksterne opgaver, jeg kan fortsætte med.

- Igennem de sidste 5-10 år har vi forsøgt at lægge flere skuldre til opgaverne, så festivalen var mindre sårbar, hvis nogen i ledelsen skulle forlade den. F.eks. er Rikke Øxner blevet den, der koordinerer musikprogrammet, og Esben Danielsen afholdt sidste år nogle af pressemøderne. Den mere tid, jeg har fået, har jeg især brugt på eksterne opgaver såsom bestyrelses- og udvalgsarbejde, og det vil jeg gerne fortsætte med. Efter ulykken i 2000 skulle jeg bruge meget tid på mediearbejde og fik derfor ikke lavet så meget indadtil, men gik jo egentlig meget godt uden mig.

Stopper du nu, fordi det virker passende, nu hvor festivalen er kommet ovenpå efter dødsulykken i 2000, hvor du blev meget kritiseret?

- Dengang var der en del, der foreslog, at jeg gik af, men det syntes jeg for alvor ville være ansvarsflugt, for så ville jeg ikke kunne komme med forslag til forbedringer. Nu er det mere passende, men det var ikke dengang planlagt, at jeg ville stoppe, når festivalen var kommet på ret køl igen.

Er det ikke vemodigt sådan at forlade sit livsværk?

- Måske, men det er ikke det første, jeg kommer til at tænke på. Det er først og fremmest de mange positive festivaloplevelser, på trods af den tragiske ulykke i 2000.

Leif Skov har endnu ikke afgjort, hvad han vil beskæftige sig med fremover, men han har som nævnt stillet sig til rådighed for Roskildefonden og har også fået flere danske og internationale tilbud fra bl.a. musikpolitiske organisationer. Han vil dog under alle omstændigheder arbejde med musik og kultur.

Som tidligere nævnt på GAFFA Online vil Roskilde Festival ikke hente en ny leder ind udefra, men fortsætte med resten af den gamle festivalledelse bestående af Sten Jørgensen, Henrik Nielsen og Henrik Rasmussen. Desuden har Esben Danielsen overtaget Leif Skovs rolle som talsmand.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA