Nyhed

Dansk Kanye West-video får premiere

Videoen til "Flashing Lights" offentliggøres imorgen

Ugebladet Kig Ind kunne forleden afsløre, at Kanye West i starten af januar tilbragte to dage i København for at lave efterarbejde på en ny musikvideo.

Det er den danske instruktør Martin de Thurah, der står for musikvideoen til Kanyes single "Flashing Lights". Thurah har tidligere lavet musikvideoer til Editors, Röyksopp, Mew, Spleen United, Carpark North og mange flere.

Om indspilningerne fortæller Martin de Thurah til MSN Gossip:


"Vi skulle have lavet videoen i København, men fordi optagelserne pludselig blev rykket frem, så var vi nødt til at lave dem i Berlin.

Han går meget op i sine videoer, og han sagde, at han var nærmest forelsket i mine ting. Og det havde han været i lang tid. Så vi havde snakket i telefonen i et halvt år om projektet, og pludselig blev det til virkelighed. Jeg har fået tilbudt flere videoer af ham, men det har ikke passet sammen med tiden"

"Flashing Lights" er fjerde single fra Kanye Wests meget roste album "Graduation", og videoen til nummeret har verdenspremiere i morgen på den amerikanske tv-station BET.


ANNONCE