x

Bowie med på Scarlett Johansson-debut

Bowie med på Scarlett Johansson-debut

Den 23-årige skuespillerinde Scarlett Johansson har for noget tid siden meldt sin forventede ankomst til musikscenen med debutpladen med 10 Tom Waits-covernumre og én original sang kaldet: ”Song For Jo”.

Det har også længe været kendt, at Dave Sitek fra TV On The Radio producerer albummet, og medlemmer fra Yeah Yeah Yeahs, Celebration og Stars Like Fleas spiller med på albummet, hvor Scarlett skal forsøge at leve op til Tom Waits’ karakteristiske og dybe stemme.

Nu er tracklisten klar til albummet, og her er David Bowie med på de ”Falling Down” og ”Fannin’ Street”. Fans og anmeldere er for alvor begyndt at glæde sig til at høre mere. Eller som pitchforkmedia.com erklærer: "Når Scarlett Johansson laver Tom Waits-covernumre med David Bowie. Minds = blown”.

Scarlett Johansson skulle angiveligt have valgt Tom Waits-numrene til sin debutplade, fordi ”hans melodier er så smukke, og hans stemme så enestående”, som hun er citeret for hos BBC.

Tom Waits-kendere vil lægge mærke til, at hendes fortolkninger er baseret på sange fra hele hans karriere. ”I Wish I Was In New Orleans” er for eksempel fra hans ”Small Change” fra 1976, mens ”No One Knows I’m Gone” er fra "Alice "(2002). Samtidig er indledningsnummeret, ”Fawn”, en instrumental halvandets minuts sag, så hvordan Scarlett vil synge den, står hen i det uvisse.

Scarlett har i øvrigt tidligere medvirket i Bob Dylans musikvideo til ”When The Deal Goes Down” og i Justin Timberlakes ”What Goes Around…/…Comes Around”. Desuden har hun optrådt med The Jesus And Mary Chain på Coachella-festivalen i Californien. Bandet var på det tidspunkt på en reunion-turné, og Scarlett sang med på ”Just Like Honey”, som spiller en central rolle i filmen ”Lost In Translation”.

Scarlett Johanssons plade er indtil videre sat til udgivelse den 20. maj.

Den nyligt offentligtgjorte trackliste for “Anywhere I Lay My Head”:
01 Fawn
02 Town With No Cheer
03 Falling Down
04 Anywhere I Lay My Head
05 Fannin' Street
06 Song for Jo
07 Green Grass
08 I Wish I Was in New Orleans
09 I Don't Want to Grow Up
10 No One Knows I'm Gone
11 Who Are You?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA