x

Franz Ferdinand til Skanderborg

Franz Ferdinand til Skanderborg

Programmet til Danmarks Smukkeste Festival bliver bare bedre og bedre, og der kan vel næppe være to meninger om, at med tilføjelsen af Franz Ferdinand til årets program er det en kanin i fransk vædder-klassen, der er blevet trukket op af hatten.

Ugen har allerede budt på offentliggørelsen af Kaiser Chiefs, Eric Clapton og Katie Melua, og nu er de ultrapopulære skotter altså også at finde på listen over hovednavne til årets festival.

Franz Ferdinand er lige nu i gang med at færdiggøre deres tredje album, der dog endnu ikke har fået hverken titel eller udgivelsesdato. Men det skulle dog ligge fast, at det udsendes inden sommer, hvilket betyder at bandet kan blande nogle helt nye sange ind i en sætliste, vi må formode kommer til at indeholde hits som "Take Me Out", "This Fire" og "Do You Want To?"

Ud over de udenlandske topnavne har festivalen også tidigere annonceret en lang række danske navne som Tina Dickow, Spleen United, Alphabeat, Dúné, Volbeat, Carpark North, Kashmir, TV-2 og The Benefits.

Danmarks Smukkeste Festival afvikles i dagene 6.-10. august i Skanderborg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA