Nyhed

Kiss kommer til Forum

Gene Simmons og co. spiller i Danmark den 3. juni

Så kan man roligt finde make-uppen frem og øve sig i at strække tungen, så langt man overhovedet kan, for nu har Gene Simmons og resten af Kiss annonceret, at de besøger Danmark.

I dag annoncerer Kiss deres europæiske "Kiss Alive/35 Tour 2008", som spænder over sytten lande, inklusive nogle af sommerens største festivaler samt de første Kiss-koncerter nogensinde i Moskva, Skt. Petersborg og Verona. Dette er Kiss' første Europa-besøg siden den udsolgte Psycho Circus Tour i 1999.

Kiss var forgangsmænd for stadion-rock'en i 70'erne med sci-fi-Kabuki-kostumer og make-up, eksplosive teater-effekter og naturligvis deres helt eget særkende: Plateau-støvlerne. På deres omfattende verdensturnéer har de tiltrukket de mest rabiate fans, nemlig The Kiss Army.

Ud over de hvinende guitarer, lyset og fyrværkeriet, som har giver Kiss-koncerterne tilnavnet "The Greatest Rock n Roll Show On Earth", medbringer bandet også deres kæmpe repertoire af klassiske hits som "Rock n' Roll All Night", "Shout It Out Loud" og "Detroit Rock City", der alle har medvirket til at Kiss på verdensplan har solgt over 85 millioner solgte albums.


Kiss spiller i Forum den 3. juni i år, og billetsalget starter på fredag 22. februar klokken 10 gennem Billetlugen.dk, tlf. 70 263 267 samt i Fona.

ANNONCE