De amerikanske melankolikere indtager Store Vega den 11. august
Det er ikke længe siden, The National sidst besøgte København, hvor de spillede en udsolgt koncert i Amager Bio den 30. november og en udsolgt ekstra-koncert i Store Vega den 3. december.
Sidste år udgav bandet albummet ”Boxer”, der var en opfølger til den fremragende ”Alligator” fra 2005.
Både ”Alligator” og ”Boxer” har da også modtaget seksstjernede anmeldelser her i bladet, og om ”Boxer” skrev GAFFAs anmelder blandt andet:
”Frontmandens melankolske, let flossede baryton er ganske enkelt en oplevelse, og det samme er hans verselinjer, der søvngængersikkert indkredser forglemmelse, fascination og fantasi.
Lægges alle disse omstændigheder sammen, sidder man med den såvel smittende som svimlende ”Boxer”. Et fuldkomment album. Intet mindre.”
The National spiller i Store Vega den 11. august, og billetsalget starter på fredag via billetnet.dk