Nyhed

Michael Jackson blev droppet af Grammy Awards

Pop-kongen skulle ellers have været en del af showet i søndags

Der gik op til afviklingen af Grammy Award-showets 50-års jubilæumsudgave en del rygter om, at Michael Jackson ville dukke op. Nu er det så kommet frem, at den 49-årige Jackson faktisk skulle have været til stede, men blev droppet.

Grunden til, at Grammy-produceren Ken Ehrlich, der ellers havde været nærmest desperat for at få Jackson til at medvirke, besluttede sig for at droppe sangeren, er, at Michael Jackson stillede en række mildest talt urimelige krav.

Det var meningen, at Jackson skulle have medvirket i Grammy-uddelingen for at gøre promovere 25-års jubilæumsudgaven af ”Thriller”, der blev udgivet i mandags, men popsmeden insisterede på, at hele aftenen skulle dedikeres til hans karriere, hvilket ikke ligefrem faldt i god jord hos arrangørerne.


Jackson skulle ifølge music-news.com have bedt om at blive refereret til som ”The King Of Pop” mindst 30 gange i løbet af aftenen, ligesom han ifølge New York Post skulle have forlangt, at der blev opfundet en hel ny pris specielt til ham, som han skulle have tildelt af en person efter eget valg.

Ken Ehrlich syntes sjovt nok at kravene så småt begyndte at tage overhånd, og besluttede sig for at droppe Michael Jacksons medvirken i showet.

ANNONCE